PRM / Årsregnskab 2021: Fortsat vækst i Telias kundebase og serviceomsætning i fjerde kvartal

    Pressemeddelelse fra Telia Danmark

    Det er et begivenhedsrigt 2021, der udgør bagtæppet for Telia Danmarks helårsregnskab. Teleselskabet har bl.a. lancereret en ny treårsstrategi, gennemført en omfattende digitalisering og simplificering af forretningen, indledt moderniseringen af mobilnetværket med introduktionen af 5G samt etableret nye brandpositioner for Telia, lavprisselskabet Call me og Telia Erhverv.

    Vækst indenfor mobil og IoT
    I løbet af fjerde kvartal 2021 er Telias kundebase vokset til 1.620.000 sim-kort. Heraf er mobilbasen øget med 6.000 til samlet set 1.366.000 sim-kort mens antallet af IoT/M2M-enheder runder en kvart million og ender på 254.000 løsninger.

    “Vi ser en positiv udvikling i kundebasen, som resultat af vores målrettede arbejde. På privatområdet har vi suppleret vores stærke mobilportefølje med flere attraktive streamingtjenester og forbedrede bredbåndsløsninger. På erhvervsområdet har vi godt momentum blandt de små og mellemstore virksomheder, og oplever generel tilfredshed med vores Teams-, omstillings- og sikkerhedsløsninger. Det er en fornøjelse at se, hvordan kunderne tager imod vores skærpede services og tilbud”, siger Petr Cermak, Acting CEO i Telia Danmark. 

    Fart på bredbåndsløsningerne

    I 2021 er Telia atter stemplet ind i bredbåndskampen med lynhurtige internetløsninger til både privat- og erhvervsmarkedet. Senest har Telia indgået aftaler med Norlys og Fibia, der samlet set bringer Telias dækningsområde for fiberforbindelser op på 1,7 millioner husstande. Med en stærk slutspurt har Telia vendt udviklingen, og øger samlet set antallet af bredbåndskunder med 4.000 i fjerde kvartal af 2021.

    Vækst i serviceomsætningen for andet kvartal i træk
    Telia runder 2021 af med en serviceomsætning på 711 mio. danske kroner i årets sidste kvartal. Det er en fremgang fra 700 mio. danske kroner i Q4 2020 samt andet kvartal i træk med vækst. Samlet set ender det danske service revenue-resultat på 2.790 mio. danske kroner i 2021 (2.826 mio. danske kroner i 2020).

    Telia Danmarks driftsresultat (adjusted EBITDA) ender på 177 mio. danske kroner i fjerde kvartal 2021 og 664 mio. danske kroner for hele året (721 mio. danske kroner i 2020). Reduktionen skyldes øgede driftsomkostninger, drevet af bl.a. energiomkostninger, der overstiger den positive effekt fra væksten i serviceomsætningen.

    “Samlet set er det et tilfredsstillende regnskab med den rette udvikling på
    kunde- og omsætningsfronten, der viser, at vores strategi begynder at levere resultater. 2021 har været et fundamentalt og afgørende år på rejsen, og vi er kommet godt afsted. Alle i Telia Danmark har leveret en fænomenal indsats gennem året. Vi vil holde kursen og dampen oppe i det kommende år”, slutter Petr Cermak.

    Fuld fart på 5G-udrulningen
    Ved udgangen af 2021 havde Telia nået målet om 25% befolkningsdækning med 5G som led i den omfattende netværksmodernisering. I år fokuserer Telia 5G-udrulningen på Danmarks 25 største byer, hvor ambitionen er at nå op på 75% befolkningsdækning i løbet af året og fuld 5G-dækning i 2023. Telia arbejder desuden på at introducere mobile bredbåndsløsninger baseret på 5G i løbet af indeværende år.

    NØGLETAL

    Q4 2020

    Q4 2021

    2020

    2021

    Service Revenue

    700 mio. dkk

    711 mio. dkk

    2.826 mio. dkk

    2.790 mio. dkk

    Adjusted EBITDA

    192 mio. dkk

    177 mio. dkk

    721 mio. dkk

    664 mio. dkk

    Telia Danmark er organiseret som filial under Telia Company. Derfor aflægges Telia Danmarks regnskab fra Stockholm og i svenske kroner. De ovenstående beløb er omregnet til danske kroner. Det samlede Q4 2021-resultat for Telia Company er tilgængeligt på Investor Relations-sitet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arsregnskab-2021-fortsat-vaekst-i-telias-kundebase-og-serviceomsaetning-i-fjerde-kvartal?releaseId=13641222

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **