PRM / Corona har givet stigende efterspørgsel på læsehjælp: Bog & idé fordobler støtten til børn med læsevanskeligheder

    Pressemeddelelse fra Bog & idé

    Mange danske familier har under coronakrisen oplevet udfordringerne med at få hjemmeskole, arbejde og børnepasning til at gå op. Men hjemmeskolen har også været medvirkende til, at forældre har fået et bedre indblik i, hvad deres børn skal lære og hvordan det står til med færdighederne i de forskellige fag.

    Bl.a. tyder det på, at flere forældre har opdaget, at deres børn har problemer med læsningen. Det oplever de hos Læseuniverset, som er en privat læseskole for børn, der er ordblinde eller på anden måde læseudfordrede.

    “Efterspørgslen på pladser ved Læseuniverset er steget markant under corona,” udtaler indehaver af Læseuniverset, Maria Lenskjold Christensen, der til daglig underviser på læseskolen i Hadsten ved Aarhus.

    “Mange af forældrene har fået en større føling med barnets niveau, og så tror jeg også flere har været bekymrede for, om de selv har kunnet hjælpe barnet nok og på den rigtige måde, især mens skolerne var lukkede,” siger Maria Lenskjold Christensen.

    Boghandlerkæde vil hjælpe
    Bog & idé, som er Danmarks største boghandlerkæde med 115 butikker på landsplan, har igennem flere år støttet Læseuniverset ved at købe fripladser til læseudfordrede børn. Læseuniverset er en af boghandlerkædens såkaldte Hjertesager:

    “Det kan nok ikke komme bag på nogen, at læsning er noget vi går meget op i, og for os giver det fantastisk god mening at hjælpe børn med at skabe læseglæde og blive stærkere læsere,” lyder det fra adm. direktør i Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen.

    Bog & idé-kæden har i 2022 således valgt at fordoble det antal fripladser, de køber ved Læseuniverset, så endnu flere børn kan få den individuelle hjælp og støtte, de har brug for.

    “Det er ikke alle familier, der har midlerne til at give deres barn et ophold hos os, og derfor har det en enorm betydning, at virksomheder som Bog & idé køber fripladser til børn med læsevanskeligheder,” udtaler Maria Lenskjold Christensen.

    Fripladserne fra Bog & idé bliver uddelt i samarbejde med de folkeskoler, som samarbejder med Læseuniverset, da de har det bedste kendskab til børnene, børnenes behov og hjemmets økonomi. Det er børnenes lærere, der indstiller dem til et ophold ved Læseuniverset.

    Kontakt:

    Adm. direktør Marianne Lyngby Pedersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/corona-har-givet-stigende-eftersporgsel-pa-laesehjaelp-bog-ide-fordobler-stotten-til-born-med-laesevanskeligheder?releaseId=13641226

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **