PRM / Fremtidens natur

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Jorden er en levende planet, fyldt med mange forskellige livsformer – men den varierede og rige biodiversitet er under pres. Vi hører dagligt om biodiversitetskrise, klimakrise og kollaps i bestanden af insekter. Ordet ‘masseuddøen’ bliver ofte bragt i spil. Som reaktion på alle kriserne er der nu en stigende interesse for bæredygtighed.

    Professor i økologi Jens-Christian Svenning fortæller, hvilke faktorer der bestemmer, om der er høj eller lav biodiversitet i verden – og i Danmark. Hvilken rolle spiller klimaet, og hvilken rolle spiller mennesket? Hvordan står det til med de tropiske skove og savanner – og hvad med den danske natur? Hvilken rolle spiller de fremmede arter som mårhund og vaskebjørn, og hvad er rewilding?

    Du kommer også til at høre om, hvordan biodiversiteten formentlig udvikler sig i fremtiden. Endelig vil du høre, hvad vi som samfund og som individer kan gøre for at sikre en rig biodiversitet for de kommende generationer.

    Unikt samarbejde bringer naturvidenskaben til Næstved

    Aarhus Universitet tilbyder hele landet at se med, når deres anerkendte forskere formidler de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskaben.

    Foredragsserien “Offentlige foredrag i Naturvidenskab” bringer engagerede forelæsere, der holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben til hele Danmark via streaming. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

    Det første foredrag i rækken, Fremtidens natur, kan opleves tirsdag den 8. februar kl. 19.00-21.00 på Næstved Biblioteks Store Scene. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

    Du kan se mere om de enkelte foredrag på Aarhus Universitets hjemmeside ofn.au.dk

    Kontakt:

    Bibliotekar Jesper Christensen tlf.: 5588 4158 email: jechr@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 55884021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fremtidens-natur?releaseId=13641084

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **