PRM / NREP satser stort på friplejehjem – har netop taget første spadestik i Sorø og Helsinge

    Pressemeddelelse fra Nrep A/S

    “Vi bygger plejehjem, hvor vi selv og vores pårørende ville elske at bo. Vi søger de attraktive lokaliteter, og vi tænker nyt ved bl.a. at kombinere plejehjem med private daginstitutioner – i Kolding som en integreret del af plejehjemmet til liv og glæde for både små og ældre,” siger Rikke Ulslev Degn, der er Head of Development and Construction på NREP’s Care-område.

    NREP har seks friplejehjem i sin portefølje. De to er i drift (Holte og Odense). Tre er under opførelse og forventes klar til indflytning i 2023 (Greve, Sorø og Helsinge). Projektering og lokalplanproces er påbegyndt for det sidste friplejehjem med integreret daginstitution (Kolding).

    I dag blev der taget første spadestik til Helene Mariehjemmet i Helsinge:

    “Det glæder mig, at vi får et nyt plejehjem, for vi får brug for flere plejehjemsboliger i Gribskov. Og med et privatbygget og senere privatdrevet friplejehjem øger vi borgernes frihed til at vælge. Derudover er det et plus, at NREP, der står for byggeriet, har fokus på klimabelastningen. Det er nemlig vigtigt for os her i Gribskov Kommune,” siger borgmester Bent Hansen (V).

    Tidligere på måneden blev der taget første spadestik til den selvejende institution Magdalene Mariehjemmet, som opføres på et areal på udstykningen af den historiske Rørstensgården syd for Sorø. Borgmester Gert Jørgensen (K) sagde i den forbindelse:

    “Jeg er glad for, at vi kan give borgerne i Sorø Kommune endnu en valgmulighed, når behovet for en plejebolig må opstå. Og så endda i et bæredygtigt DGNB Guld-certificeret byggeri med et meget lavt CO2-aftryk. Institutionen forventes at tilføre over 60 arbejdspladser, og træfacaderne vil spille godt sammen med det gamle egetræ, der bevares, som er et kendetegn for Rørstensgården.”

    Et enormt behov
    Befolkningsgruppen på 80+ vil vokse med ca. 160.000 i løbet af det kommende årti. Heraf forventes 10% at få brug for en plejehjemsplads, og det kan den aktuelle kapacitet langt fra imødekomme.

    “Der er et enormt behov for både større kapacitet og plejehjem med trygge og hjemlige rammer. Vi er klar til at skalere op og bidrage til at imødekomme dette. Vi bygger nyt, og vi kigger også efter eksisterende plejehjem, hvor vi vil kunne gøre en positiv forskel som bygningsejer i samarbejde med vores friplejehjemsoperatør,” forklarer Rikke Ulslev Degn.

    NREP arbejder bl.a. tæt sammen med Mariehjemmene, en plejehjemsoperatør hvor mennesket er i centrum og hjemlige rammer og nærvær har høj prioritet. Mariehjemmene bliver operatør på de to friplejehjem i Helsinge og Sorø og er det allerede på NREP’s friplejehjem i Odense.

    “De nye friplejehjem vil være kendetegnet vores bærende værdi om at skabe hjem for de mennesker, der vælger at bo hos os. Borgerne skal ikke opleve en institution, men et hjem, hvor omsorg, nærvær, fællesskab og duften af hjemmelavet mad er en del af hverdagen. Vi glæder os til at byde beboere og medarbejdere velkommen,” siger direktør for Mariehjemmene, Malene Størup.

    Gode rammer og bæredygtighed
    Friplejehjemmes fysiske rammer er nøje planlagt til at imødekomme behov for beboerne og personale. Der er bl.a. naturligt lysindfald til alle boliger, gangforløb og fællesområder, samt stort udsyn både udadtil og inde i byggerierne med gård- og sansehaver. Endvidere er der stor vægt på fællesskab og aktivitetsmuligheder for at understøtte et indholdsrigt liv for beboerne.

    Projekterne i Sorø og Helsinge DGNB Guld-certificeres. Andre bæredygtighedsinitiativer omfatter: bæredygtig beton med FutureCEM, genbrugsstål, bæredygtige loftsplader, ladestandere til elbiler, reduktion af kabler i byggeriet ved brug af trådløs velfærdsteknologi, en effektiv bygningsudformning for at reducere mængden af materialer, samt at ca. 50% af bygningernes fremtidige elforbrug dækkes af egenproduktion fra solceller på taget af plejehjemmene.

    NREP er i tæt dialog med en række kommuner om nye muligheder for at bygge friplejehjem.

    Fakta: NREP’s portefølje og pipeline af friplejehjem:

    • Holte: NREP åbnede sit første egenudviklede friplejehjem i juni 2021, 6.400 kvm, 72 boliger.
    • Odense: Ida Mariehjemmet i Odense har været drevet af Mariehjemmene, siden NREP overtog plejehjemmet i september 2021.
    • Greve: Friplejehjem, 6.100 kvm, 75 boliger, er under opførelse og vil være klar til indflytning i 2023. NREP projekterer også en privat daginstitution på nabogrunden.
    • Sorø: Magdalene Mariehjemmet, 5.135 kvm, 64 boliger fordelt på fire bogrupper, beliggende i grønt område ved det nyudviklede byområde Frederiksberg i Sorø Kommune. Indflytning i 2023.
    • Helsinge: Helene Mariehjemmet: 7.300 kvm, 90 boliger fordelt på seks bogrupper, beliggende på bakketoppen i Troldebakkerne, et nyt byområde, Gribskov Kommune udvikler ved Helsinge. NREP bygger desuden også 23 tryghedsboliger ved siden af plejehjemmet. Indflytning i 2023.
    • Kolding: Alba Mariehjemmet, 6.200 m2, 80 boliger, projektering og lokalplansproces er opstartet – inkl. privat daginstitution integreret i plejehjemsbygningen.

    Kontakt:

    Pressekontakt Anders Rosendahl tlf.: +45 40483766 email: anro@nrep.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nrep-satser-stort-pa-friplejehjem-har-netop-taget-forste-spadestik-i-soro-og-helsinge?releaseId=13640952

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **