PRM / Problematisk at foreslå forbud mod varmepumper i fjernvarmeområder

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Meldingen fra landets tredjestørste arbejdsgiverorganisation kommer efter, at Energiselskabet Ewii i flere medier har foreslået at gøre det ulovligt at installere varmepumper i områder, hvor fjernvarme er en mulighed.

    Ewii, som både leverer el og fjernvarme i trekantområdet, begrunder forslaget med, at varmepumperne belaster et slidt dansk elnet og dermed truer forsyningssikkerheden.

    Men det er ikke en problemstilling, man kan forbyde sig ud af, mener underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Simon O. Rasmussen.

    “Reglerne sikrer et frit valg for forbrugerne, og det er ikke reglerne, der skal laves om, hvis det lokale elforsyningsselskab ikke har investeret tilstrækkeligt i at holde elnettet tidssvarende. Det handler i højere grad om, at forsyningsselskaberne skal ruste sig til den elektrificering, som uundgåeligt vil komme, og som fjernvarmen jo ikke er svaret på,” siger han.

    Brug for færre bindinger – ikke flere

    TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer derfor forsyningsselskabet til at kigge indad.

    “Udviklingen går imod færre forbrugerbindinger i fjernvarmen, og derfor er det at gå baglæns at foreslå indgreb i forbrugernes ret til at vælge den løsning, der passer bedst til deres bolig, for eksempel når fjernvarmen ikke opleves som attraktiv,” siger han og fortsætter:

    “Ligesom det koster penge at udvide fjernvarmenettet, koster det også penge at holde elnettet tidssvarende. Elselskaberne ved, at de skal forberede sig på et væsentligt større behov for el fremover, og den udfordring løser et forbud mod varmepumper ikke. Hvis man accepter den løsningsmodel – bliver et forbud mod elbiler i samme område så det næste skridt?”

    Varmepumper er den mest klimavenlige opvarmningsform vi har, fordi den dels producerer 3-4 gange varme for hver enhed el. Samtidig udnytter varmepumperne de stigende mængder vindmøllestrøm, som kommer ind i energisystemet i disse år, hvorimod fjernvarmen i stort omfang baserer sig på afbrænding af importeret biomasse og fossil naturgas.

    “Så det er også i klimaets interesse at fastholde forbrugernes frie valg,” understreger Simon O. Rasmussen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 69 88 91

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/problematisk-at-foresla-forbud-mod-varmepumper-i-fjernvarmeomrader?releaseId=13640737

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **