PRM / Stamceller fra fedt til behandling af fistler ved endetarmsåbningen

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Interessen for klinisk anvendelse af stamceller er steget massivt de seneste år idet stamcelleterapi åbner perspektiver for, at patienterne ikke bare kan blive behandlet for deres symptomer, men faktisk kan opnå helbredelse. Men relativt få kliniske forsøg med stamceller er i virkeligheden blevet udført.

    I et nyt studie har forskere fra SDU og flere afdelinger på Odense Universitetshospital testet, om stamceller fra patientens eget fedtvæv udhentet ved fedtsugning, de såkaldte ADRCs, kan anvendes til behandling af perianale fistler (PAFs) som er falske forbindelser mellem endetarmen og huden omkring denne. De opstår oftest som komplikation til en byld ved endetarmsåbningen eller som følge af kronisk tarmbetændelse.

    -Behandlingen er relativt simpel og foregår ved, at man indsprøjter mikrofedt og ADRCs i væggen af fistlen, efter den er blevet oprenset, fortæller Jens Ahm Sørensen, overlæge og professor i plastikkirurgi.

    En lidelse med smerter og nedsat livskvalitet

    Perianale fistler er en plagsom tilstand med smerter og gentagne infektioner, der markant nedsætter patienternes livskvalitet, fortæller overlæge og professor på Kirurgisk Afd. A, Niels Qvist.

    -Hidtil har behandlingen været operation, der desværre er behæftet med stort ubehag for patienterne, og med stor risiko for tilbagefald. Operationen medfører desuden risiko for beskadigelse af lukkemusklen.

    -Mere skånsomme alternativer vil derfor være et stort fremskridt for både patient og samfund. Det kan stamcellebehandling være et godt bud på.

    Patienter får egne stamceller og donerer til andre patienter

    I et mindre pilotstudie har forskerne vist, at behandlingen med stamceller fra fedt og mikrofedt er sikker, og at 75 procent af patienterne opnåede heling af deres fistler.

    Målet er nu at udvide den viden, forskerne har opnået fra det første studie, med yderligere to større fase 2-studier, hvor en gruppe patienter med perianale fistler modtager deres egne frisk-isolerede stamceller fra fedt sammen med mikrofedt.

    Samtidig donerer hver patient en lille fraktion stamceller, som herefter dyrkes i laboratoriet, nedfryses og anvendes ved til en anden PAF patient.

    -Dyrkningen og nedfrysningen muliggør nemlig, at patienterne fremover kan modtage behandlingerne hurtigt, flere gange og fra donorer, forklarer Ditte Caroline Andersen, professor i Regenerativ medicin.

    Celledyrkningen skal foregå i den nyetablerede GMP-celledyrkningsfacilitet på OUH, som i forvejen er støttet af Novo Nordisk Fondens gennem en Infrastruktur-bevilling.

    Fakta om studiet:

    Forskerne fra OUH/SDU med Professor Jens Ahm Sørensen (Afd. Z/OUH; KI/SDU) og professor Ditte Caroline Andersen (Afd. KBF/OUH; KI/SDU) i spidsen har nu modtaget en ny bevilling på 9.4 millioner kroner til at udføre de nye fase 2-studier hos PAF patienter sammen med Professor Niels Qvist og overlæge Karam Matlub Sørensen (Afd. A/OUH; SDU/KI) samt vævscenterleder og cellebiolog lektor Charlotten Harken Jensen (Afd. KBF/OUH; SDU/KI).

    Bevillingen er et Investigator Initiated Clinical Trial Grant fra Novo Nordisk Fonden.

    Kontakt:

    Professor Ditte Caroline Andersen, mobil: 60 11 39 75

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stamceller-fra-fedt-til-behandling-af-fistler-ved-endetarmsabningen?releaseId=13640641

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **