PRM / Alm. Brand indgår partnerskab med Atlantis Rejser

    Pressemeddelelse fra ALM. BRAND Forsikring A/S

    Når kunder fremover køber rejser hos Atlantis Rejser, vil de blive tilbudt at supplere deres køb med en rejseforsikring hos Alm. Brand. Det betyder, at kunderne kan klare hele deres indkøb til rejsen på én og samme tid.

    – Vi er dér, hvor det er relevant for kunderne og gør det nemt for dem at sikre sig, at alt omkring rejsen er ordnet i én handling, når rejsen bliver bestilt, siger Mikael Hvolgaard, der er koncerndirektør for Privat i Alm. Brand.

    Gavn af tidligere erfaringer
    Samtidig har Alm. Brand inden for få år gjort sig en række erfaringer med andre integrerede partnerskaber som bl.a. Volkswagen Semler Finans Danmark og Sydbank.

    Forventningen er, at partnerskaber som disse skal bidrage til Alm. Brands vækst inden for privatkundeforretningen de kommende år.

    – Vi er blevet klogere på, hvordan danskerne foretrækker at tale og tænke forsikring på de digitale platforme, der er fundamentet i vores nye partnerskaber. Glade kunder er alfa og omega for os, og de digitale løsninger giver os mulighed for at være tæt på kunderne – også når de bestiller en rejse sent om aftenen og vil have forsikringen klaret med det samme, siger Mikael Hvolgaard.

    Partnerskabet med Atlantis Rejser er baseret på et digitalt flow, som Alm. Brand har bygget til kunderne, og løsningen er bygget for at gøreAlm. Brand tilgængelig i de situationer, hvor det er mest relevant for kunden.

    For Atlantis Rejser betyder partnerskabet, at kunden får en ekstra god oplevelse, når han eller hun bestiller en rejse, fordi der er tænkt på det hele på forhånd.

    – Det skal være nemt for kunden at bestille sin rejse og få alt klaret på én gang. Så når vi tilbyder Alm. Brands rejseforsikring i samme flow, som kunden booker sin rejse, bliver det ikke lettere, siger Jan Lockhart, der er Chief Commercial Officer i Atlantis Rejser, og fortsætter:

    – Vi har valgt Alm. Brand som partner, fordi de allerede har erfaring med digitale løsninger og gode kundeoplevelser, og det passer som fod i hose med vores strategi. Derudover er det en forsikringspartner, der kan levere mere end bare rejseforsikring, hvis vores kunder skulle være interesserede i det.

    Alm. Brands rejseforsikring er markedets bedste rejseforsikring med omfattende covid-19-relateret dækning. Det betyder, at Alm. Brand dækker tabet, hvis rejsen bliver aflyst eller ødelagt, fordi du enten selv er syg, landet lukker for indrejse, eller Udenrigsministeriet fraråder, at man tager til den pågældende destination.

    Kontakt:

    Senior Presserådgiver Jacob Bülow Hansen email: abjcha@almbrand.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/alm-brand-indgar-partnerskab-med-atlantis-rejser?releaseId=13640536

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **