PRM / Nu kan gode idéer til at udvikle økologien søge om 50 millioner kroner i støtte

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    Ny teknologi til sukkerroedyrkning, forbedret dyrkning af ærter og metoder til at nedsætte klimaaftrykket fra slagtegrise og kyllinger. Det er eksempler på nogle af de forskningsprojekter, der senest har fået støtte fra det danske økologiforskningsprogram Organic RDD.

    Nu har Grønt Udviklings- og demonstrations program (GUDP) under Landbrugsstyrelsen i samarbejde med Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) åbnet for nye ansøgninger til puljen.

    – Vi glæder os til at støtte nye forskningsprojekter, der udvikler økologien og udvider samarbejdet mellem landmænd, rådgivere, forbrugere, virksomheder, myndigheder og forskere, som alle er vigtige parter i økologiforskningen, siger Jakob Sehested, centerleder for ICROFS.

    I denne ansøgningsrunde er der et stort ønske om at støtte projekter, der tager udgangspunkt i fremtidens økologiske forbruger og klima og miljø, og kombinere dem med de udfordringer, som den økologiske landmand og virksomheder står over for i forhold til biodiversitet, cirkulær bioøkonomi, sundhed og velfærd og det at have økologien som levevej.

    Fakta om Organic RDD 8

    • I 2022 råder GUDP over en særpulje målrettet projekter inden for økologisk jordbrug og fødevaresystemer.
    • Organic RDD står for Organic Research, Development and Demonstration Programme, som på dansk oversættes til Økologisk Forsknings-, Udviklings- og Demonstrationsprogram.
    • Økologipuljen Organic RDD støtter udviklings- og demonstrationsprojekter, som indeholder forskning.
    • GUDP’s bestyrelse fordeler midlerne i samarbejde med ICROFS – Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer.
    • Der er ansøgningsfrist den 3. maj klokken 12.

    Fakta om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram

    Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) støtter innovative projekter, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri. GUDP er ledet af en ministerudpeget bestyrelse, og medlemmerne er erhvervsfolk fra hele fødevaresektoren. Programmet hører under Landbrugsstyrelsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Se GUDP’s hjemmeside.

    Fakta om ICROFS

    ICROFS koordinerer, udfører og formidler strategisk og anvendelsesorienteret forskning af høj kvalitet, som bidrager til at videreudvikle en bæredygtig, markedsdrevet og konkurrencedygtig dansk økologisektor. Se mere på icrofs.dk.

    Yderligere oplysninger

    Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf.: 41 89 25 07.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kan-gode-ideer-til-at-udvikle-okologien-soge-om-50-millioner-kroner-i-stotte?releaseId=13640489

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **