Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse
Snart vil kunderne i REMA 1000 kunne købe markant flere fødevarer fra dyr, som har levet under åben himmel og med mere plads. Dyrenes Beskyttelse og REMA 1000 har nemlig netop indgået en aftale om at løfte dyrevelfærden til højeste niveau på langt flere produkter fra grise, kyllinger og køer.
Aftalen indebærer blandt andet, at 25 procent af salget af alt fersk kød fra gris og kylling skal stamme fra frilandsproduktioner inden for de næste to til tre år.
Samtidig bliver salget af den hurtigt voksende kyllingerace, Ross 308, helt udfaset.
Forbrugerdrevet dyrevelfærd på højeste niveau
“Det er en meget stor og god nyhed for alle de mange landbrugsdyr, som i kraft af aftalen vil få et liv med adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Aftalen med REMA 1000 er et resultat af en lang og grundig dialog, hvor der både er sat ambitiøse målsætninger på kort og lang sigt. Det er mål, der flytter såvel sortiment som markedsføring af varer med høj dyrevelfærd meget hurtigt, så danske forbrugere får nem adgang til at vælge god dyrevelfærd i de daglige indkøb. En aftale som på mange måder viser vejen frem på det danske detailmarked,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.
REMA 1000 har i aftalen med Dyrenes Beskyttelse fundet en partner, der er meget ambitiøs på kyllingernes og de danske producenters vegne. Det fortæller indkøbs- og marketingdirektør, Anders René Jensen, der netop har ledt efter en partner, der kan hjælpe med at skubbe udviklingen mod højeste niveau af dyrevelfærd.
“Vi oplever, at flere og flere kunder gerne vil købe varer med høj dyrevelfærd, som er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, fordi der er en kæmpe tillid til mærket. En tillid som vi deler og gerne vil give kunderne mulighed for at tilvælge i endnu større udstrækning,” siger Anders René Jensen.
“Vi er rigtig glade for, at REMA 1000 ønsker at gå hele vejen og ikke stiller sig tilfreds med dyrevelfærd på konventionelt et-hjertet niveau, men ambitiøst vil arbejde hen mod, at kyllinger og grise, som har levet et liv med adgang til det fri og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd, skal udgøre en væsentlig større del af salget end i dag,” siger Britta Riis.
Ambitiøse partnere tager ansvar for hele dyret
Udover målet om en fordobling af salget af ferske fødevarer fra fritgående grise og kyllinger i henholdsvis 2023 og 2024 ønsker REMA 1000 også at tage ansvar for hele dyret. Det betyder i praksis, at produkter lavet af de mindre kendte udskæringer af dyrene i langt højere grad bliver mulige at købe med Dyrenes Beskyttelses anbefaling på, så det ikke kun er f.eks. flæskesteg og kyllingebryst, der ligger i kølediskene.
“Det betyder utrolig meget for at mindske ressourcespild og for økonomien hos de landmænd, som investerer i produktioner med høj dyrevelfærd,” siger Britta Riis.
Kategorichef på fersk kød og fjerkræ i REMA 1000, Jonas Garly Sørensen, fortæller, at målet også har været at tilbyde kunderne det højere niveau af dyrevelfærd til en god pris, så mange kan være med, og det bliver naturligt for kunderne at vælge det til.
“Vi øger sortimentet i de kommende år, så man kan købe endnu flere forskellige udskæringer med høj dyrevelfærd. Vores mål om, at 25 procent af alt det ferske grisekød og kyllingekød skal være af højeste dyrevelfærd i løbet af de kommende to til tre år, er meget ambitiøst, og vi håber, at kunderne vil være med til det sammen med os,” siger Jonas Garly Sørensen.
Infoboks:
Partnerskabet mellem Dyrenes Beskyttelse og REMA 1000
- Aftalen er femårig og indeholder ambitiøse målsætninger for mejeriprodukter, kylling og gris.
- Udover en udvikling af sortimentet af fødevarer med et højt dyrevelfærdsniveau er der indgået en aftale om udfasning af ROSS 308 kyllinger og en løbende overgang til langsommere voksende kyllinger, først som ferskvarer, forhåbentligt allerede i 2. halvdel af 2022, og senest i løbet af 2023, og det er ambitionen, at det også sker i frossen og forarbejdet form inden for de kommende år.
- REMA 1000 vil som den første detailkæde i Danmark tage et såkaldt anatomisk ansvar på fritgående kyllinger, så meromkostningen ved at producere kyllinger med højeste dyrevelfærd bliver så begrænset som muligt, så endnu flere danskere får råd til at tilvælge den gode dyrevelfærd. Derfor vil der både være fritgående kylling på frost og forarbejdet kylling i REMA 1000 butikker senest i 2024.
- Senest ved udgangen af 2022 består det faste ferske sortiment i REMA 1000 kun af mere langsomt voksende kyllinger.
- Ferske kyllinger solgt på kampagne konverteres løbende fra Ross 308 til en langsommere voksende race, efterhånden som der er tilstrækkeligt mængder til det hos producenterne.
- Senest med udgangen af 2023 er alt kylling af racen Ross 308 på ferskvarer udfaset.
- Det er yderligere ambitionen i aftalen, at Ross 308 som råvare og ingrediens er helt udfaset i alle produkter med udgangen af 2025.
Infoboks: Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse
Mærket ‘Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’ er et registreret garanti- og certificeringsmærke, som kun må benyttes på produkter, hvor produktionen er godkendt af Dyrenes Beskyttelse i henhold til fastlagte mærkekrav. Mærket har eksisteret i 30 år på det danske marked og har kun et niveau for dyrevelfærd, som blandt andet betyder, at det kun gives til produktioner, hvor dyrene har adgang til det fri. Betingelser for brugen af mærket er til enhver tid underlagt gældende mærkekrav samt de almindelige og specielle betingelser for brugen af mærket. Krav og betingelser ligger offentligt tilgængeligt på Dyrenes beskyttelses hjemmeside her:
.Dyrenes Beskyttelse er en forening som arbejder for bedre dyrevelfærd gennem forbrugerkampagner, politisk påvirkning, oplysningsarbejde samt praktisk hjælp til dyr i nød. Dyrenes Beskyttelse blev dannet i 1875 og er Danmarks ældste og største dyreværnsorganisation med 66.000 medlemmer.
Infoboks:
Rema 1000
REMA 1000 er en landsdækkende discountkæde med fokus på kvalitet til lave priser. Under overskriften Discount med holdning arbejder REMA 1000 ud fra det tankesæt, at det er muligt at have en klar holdning til varernes kvalitet samtidig med, at varerne sælges til discountpris. Blandt REMA 1000s mærkesager er kampen mod madspild, reduktion af plastik, sundhed, dyrevelfærd og udvikling af økologi i partnerskab med blandt andre Gram Slot.
REMA 1000s butikker er drevet efter en franchisemodel med selvstændige, lokale købmænd i spidsen for den enkelte butik. Der er 360 butikker i Danmark.
Kontakt:
Direktør for Dyrenes Beskyttelse Britta Riis email: br@dyrenesbeskyttelse.dk
Kommunikationschef Jonas Schrøder tlf.: 21640770 email: jos@rema1000.dk
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kaempe-loft-af-dyrevelfaerd-i-rema-1000?releaseId=13640445
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **