Pressemeddelelse fra Kvisten
Du er velkommen uanset, om du selv har været udsat for overgreb, er pårørende til en, der har været seksuelt misbrugt, eller du blot er nysgerrig efter at vide mere om emnet.
Det sker:
Torsdag 20. januar 2022 kl. 19.00 – 21.30 i Hus No7 – store sal, Nørregade 7 i Herning.
Kvistens Taskforce af tidligere brugere inviterer dig til en aften, hvor vi TØR
- bryde tavsheden om seksuelle overgreb.
- aflive myter og nedbryde tabuer om seksuelt misbrugte.
- tale om senfølger efter seksuelle overgreb
Chenette Schou Tideman, Ole B. Jensen og Simon Clausen er parate til at svare på tilhørernes spørgsmål, og det er dialogen, der er i centrum for aftenens program. De tre har selv oplevet seksuelle overgreb, de har erfaring med senfølger, og de ved, at der er håb om at få det bedre!
Chenette Schou Tideman fortæller:
– Stigmatisering, tavshed og mørke hemmeligheder kan forfølge en i mange år efter overgreb. Jeg valgte at blive en del af Kvistens Taskforce, fordi ingen skal gå igennem livet alene med seksuelle overgreb i bagagen. Hos Kvisten er der mulighed for at få hjælp og støtte. Hjælp til at bryde tavsheden, mørket og hemmelighederne. Derfor håber jeg, at mange vil deltage denne aften, så de kan stille alle de spørgsmål, som de har på hjerte, og vi kan fortælle om det, Kvisten kan tilbyde.
Senfølger efter seksuelle overgreb kan spænde vidt, lige fra PTSD, angst og depression, forskellige former for misbrug og afhængighed, svært ved at være i og bevare nære relationer og mange andre komplekse psykiske, sociale, mentale og fysiske problemer.
Samtidig fortæller Henrik Buskov, psykoterapeut og rådgiver i Kvisten, om Kvistens tilbud om behandling med individuel terapi eller gruppeterapi, rådgivning til pårørende, telefonrådgivning, mande- og kvindetræf mm. til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb, inden de blev 18 år.
Kvisten er en landsdækkende social NGO, der bygger på frivilligt arbejde. Alle frivillige behandlere har en godkendt uddannelse som enten psykoterapeut eller aut. psykolog med specialisering i psykoterapi.
Arrangementet er gratis.
Med forbehold for evt. aflysning pga. fortsatte corona-restriktioner i kulturinstitutioner – følg med på Kvistens Facebook!
Kontakt:
frivillig Chenette Schou Tideman email: chenetteschou@gmail.com
psykoterapeut og rådgiver Henrik Buskov email: henrik@kvistene.dk
Kommunikationskonsulent Inge Ramsing email: inge@kvistene.dk
Direktør Lisbeth Høstgaard Møller tlf.: 60707257 email: info@kvistene.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kvistens-taskforce-bryder-tavsheden-om-seksuelle-overgreb?releaseId=13640369
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **