PRM / Skærpede krav til svanemærket nybyggeri er i høring – og vil gøre det muligt at certificere kontorbyggeri

    Pressemeddelelse fra Miljømærkning Danmark

    Interessen for at få certificeret sit nybyggeri med Svanemærket er steget markant i løbet af de seneste år – og det samme er antallet af svanemærkede huse, etageejendomme, skoler og daginstitutioner i hele Norden. Væksten forventes at fortsætte; nu skal det nemlig også være muligt at svanemærke kontorbyggeri:

    “Jeg er glad for, at det nu også bliver muligt at certificere kontorbyggeri med Svanemærket. Det er en af de muligheder, som markedet længe har efterspurgt. Mange parter – såvel bygherrer som entreprenører – opfører både boligbyggeri og erhvervsbyggeri, og har man gode erfaringer med Svanemærket på boligbyggeri, er der naturligvis en interesse for også at kunne arbejde med certificeringen på kontorbyggeri”, siger Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark.

    Særligt fokus på cirkulær økonomi, klima og indeklima

    I forslaget til nye krav til svanemærkede nybyggerier, som netop er sendt i høring, er der lagt op til en række stramninger. Særligt når det gælder krav, der kan være med til at fremme den cirkulære økonomi og reducere klimabelastningen:

    “I de nye krav er der fokus på at minimere byggeaffald og sikre mere recirkulering. Fx er der skærpede krav til affaldssorteringen samt genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Samtidig skal bygningen opføres i overensstemmelse med designprincippet for demontering for at sikre, at fremtidig nedtagning, adskillelse og udsortering bliver tænkt ind fra starten af. Også princippet for tilpasning/fleksibilitet i kontor- og uddannelsesbygninger skal følges, så vi sikrer bygninger med lang levetid,” forklarer Stinus Kappel Andersen, seniorkonsulent byggeri i Miljømærkning Danmark.

    Forslaget indeholder også krav om nationalt tilpassede klimadeklarationer og strenge krav til materialer med høj klimabelastning såsom beton, stål og aluminium. Der lægges ligeledes op til krav om en fossilfri byggeplads.

    Også alle krav til indeklima er blevet opdateret. Der lægges bl.a. op til obligatoriske krav til termisk klima, radonsikring, indendørsakustik i boligbyggeri og til indeluftens kvalitet.

    Som noget helt nyt indføres der desuden krav, som skal sikre bevarelse og forbedring af biodiversiteten på de områder, hvor der bygges. Samtidig sikrer Svanemærkets skærpede krav, at bygninger, der bliver opført, klarer EU’s taksonomikriterier for klimaområdet.

    Hør mere om forslaget til nye og skærpede kriterier

    Kravene til svanemærkede produkter bliver løbende evalueret og strammet. Det sikrer, at Svanemærkets krav bliver stillet ud fra den nyeste viden og udviklingen i markedet – og på den måde er Svanemærket med til at sikre en bæredygtig udvikling.

    Nordisk Miljømærknings forslag til nye og skærpede kriterier for svanemærket nybyggeri er i høring frem til den 15. marts 2022, og alle har mulighed for at indsende høringssvar.

    Miljømærkning Danmark afvikler også to webinarer, hvor forslaget til nye kriterier vil blive præsenteret, og hvor der bliver mulighed for at stille spørgsmål. Webinarerne afvikles den 28. januar og den 8. februar. Tilmelding sker her.

    Se hele høringsudkastet til Svanemærkets nye og skærpede kriterier for nybyggeri her.

    SVANEMÆRKET
    Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. Svanemærket er med til at fremme cirkulær økonomi, reducere klimabelastningen og er et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer. 94 procent af danskerne kender Svanemærket, og 63 procent af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer.

    Kontakt:

    Pressekontakt, Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skaerpede-krav-til-svanemaerket-nybyggeri-er-i-horing-og-vil-gore-det-muligt-at-certificere-kontorbyggeri?releaseId=13640281

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **