Pressemeddelelse fra Norlys
Norlys Vækstpulje er først og fremmest sat i verden for at støtte projekter drevet af andelshaverne i Norlys a.m.b.a. Det kan eksempelvis være initiativer og aktiviteter, der bidrager til en grøn og digital samfundsudvikling, herunder iværksætteri og start-ups, klimaforbedringer og energirenovering i fællesskaber m.v.
Det er netop ønsket om klimaforbedring, som Norlys Vækstpulje med sin største bevilling nogensinde, vil støtte. Klimafonden Skive er en erhvervsdrivende fond, der udvikler projekter, som bidrager til løsningen af nationale og globale klima-, energi- og miljøudfordringer.
Klimafonden Skive vil med sit projekt om bæredygtig omstilling af landbruget ved Limfjorden skabe et synergimiljø, hvor virksomheder på tværs af erhvervssektorer udvikler nye værdikæder og i fællesskab optimerer udnyttelsen af forskellige typer biomasse.
– Vi er i Klimafonden Skive i gang med et skabe et fyrtårnsprojekt for den grønne omstilling af dansk landbrug. Vi vil udpege potentielle markeder, hvor virksomheder på tværs af flere industrisektorer kan samarbejde om at udnytte flest mulige biobaserede ressourcer og reststrømme fra landbruget og fjorden. Projektet er opdelt i to faser og skal identificere biobaserede værdikæder for derefter at skabe et forretningssystem, som gør det rentabelt, at optimere ressourceudnyttelsen. Norlys Vækstpulje giver os mulighed for at påbegynde første fase, der vil bidrage til grundlaget for udviklingen af et blivende og bæredygtigt forretningssystem, der kan replikeres af landbrug og industrivirksomheder nationalt og skabe eksportmuligheder internationalt, siger Anne-Mette S. Langvad, projektchef for Klimafonden Skive.
Historisk høj støtte til grønt og innovativt projekt
Norlys Vækstpulje ser projektet som særdeles relevant, da det netop arbejder med forretningsudvikling på basis af den grønne omstilling.
– Det er projekter som dette, der kan være med til at sprænge barrierer på vejen mod et grønnere Danmark. Klimafonden Skive har gang i et meget spændende projekt, som skal udnytte biomasserne forbundet med landbrug. Projektet skal først og fremmest bidrage til grøn omstilling i det lokale fællesskab ved Limfjorden, men på sigt kan det også bidrage nationalt. Vi har altså valgt at støtte projektet med et – for vores vedkommende – historisk højt beløb, da det er et grønt og innovativt projekt, siger Lene Schilling Muldtofte, der er formand for bestyrelsen i Norlys Vækstpulje Nord, som har bevilget støtten til projektet.
Norlys Vækstpulje har hvert år tre ansøgningsfrister – den 1. marts, den 1. juni og den 1. oktober – og uddeler samlet set 50 millioner kroner om året.
For yderlige oplysninger om projektet kontakt:
Anne-Mette S. Langvad, Projektchef, Klimafonden Skive
–
Om Klimafonden Skive
Sammen med engagerede parter udvikler Klimafonden Skive større grønne projektinitiativer. Klimafonden Skive er en erhvervsdrivende fond. Fonden udvikler projekter, der bidrager til løsningen af nationale og globale klima-, energi- og miljøudfordringer med afsæt i Skiveegnens ressourcer og indenfor fire indsatsområder.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Niklas Dahl email: nikdah@norlys.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/norlys-vaekstpulje-stotter-projekt-om-baeredygtig-omstilling-af-landbruget-ved-limfjorden-med-et-historisk-hojt-belob?releaseId=13640350
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **