Pressemeddelelse fra HK Handel
Når Folketingets Epidemiudvalg tager stilling til, hvilke restriktioner der skal forlænges, og hvilke der skal ophæves, bør arbejdsmiljø og proportioner indgå i overvejelserne, lyder opfordringen fra HK Handel, der repræsenterer ansatte i detailhandlen.
– Når du går ud af en butik, tager du formentlig mundbindet af som det allerførste. Vores medlemmer skal beholde det på i op til 10 timer om dagen. Når man tager situationen lige nu i betragtning, giver det ikke mening, at ansatte i detailhandlen skal fortsætte med det, siger Mette Høgh.
Hun påpeger, at man i butikkerne allerede gør et stort stykke arbejde i at forsøge at begrænse smitte. Bl.a. ved at skilte tydeligt med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ved at opfordre til god håndhygiejne med tilgængelig håndsprit og ved at tydeliggøre afstandsmarkører til kunder.
– Folketingets Epidemiudvalg har jo allerede en gang før vurderet, at man kunne fritage ansatte fra kravet om mundbind i butikkerne ved fremvisning af gyldigt coronapas, så det håber vi selvfølgelig på, at de genindfører, siger Mette Høgh.
Store gener ved langvarigt brug af mundbind
I en rundspørge blandt HK Handels lokalafdelinger er medlemmerne blevet spurgt til, hvilke gener de oplever ved langvarigt brug af mundbind og visirer.
– Det har store arbejdsmiljømæssige konsekvenser at have mundbind på en hel dag. Og det er derfor, at vi råber op om, at kravet skal væk, siger Mette Høgh og tilføjer:
– Man kan gøre rigtig meget i detailhandlen for at minimere risiko for smitte uden det meget vidtgående krav om mundbind eller visir hos de ansatte.
I rundspørgen svarer medlemmerne bl.a., at de får følgende gener ved brug af mundbind og visir i løbet af en hel arbejdsdag:
Mundbind:
- Giver hovedpine
- Hudproblemer
- Øget træthed
- Der er problemer med, at briller dugger, når der bruges mundbind
- Talen bliver begrænset
- Det er svært at have mundbind på i mange timer uden mulighed for at få pauser fra at have mundbindet på
Visir:
- Synsforstyrrelser: Det er svært at se ordentligt igennem visir pga. genskin
- Medarbejder synes visir strammer i panden
- Skumgummi på visir i panden klør, når man sveder – er ubehageligt
- Udslæt på panden efter pandebåndet på visiret
- Visir eller masker som kun dækker mund partiet: Plastikket gnaver i huden
Kontakt:
Pressemedarbejder Jacqueline Rodriques tlf.: 28109998
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-handel-lad-butiksansatte-traekke-vejret-igen?releaseId=13640387
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **