Pressemeddelelse fra N1
Bestyrelsen i N1 består af 6 ejervalgte medlemmer og formand Jesper Barslund, som også er COO i energi- og telekoncernen Norlys, der ejer netselskabet N1. Fra årsskiftet er to kendte brancheprofiler tiltrådt som N1’s første eksterne bestyrelsesmedlemmer.
– Norlys har de sidste to år haft eksterne bestyrelsesmedlemmer tilknyttet bestyrelserne i tre af virksomhedens forretningsdivisioner, og kombinationen af andelshavervalgte og eksterne bestyrelsesmedlemmer med særligt udvalgte kompetencer giver stor værdi i bestyrelsesarbejdet. Derfor glæder vi os også meget over at kunne byde Kathrine Forsberg og Peder Ø. Andreasen velkommen i N1′ bestyrelse, siger Jesper Barslund, bestyrelsesformand i N1.
Kendte erhvervsprofiler med stærke resultater på CV’et
Kathrine Forsberg er CEO i IT-virksomheden Atea. I sit første år som topchef og midt under en global pandemi formåede hun at styre økonomien i en positiv retning. Hendes CV rummer mere end 20 års erfaring fra it-branchen, hvor hun har siddet i ledende stillinger hos flere af branchens største spillere. Kathrine Forsberg er også medlem af IT-branchens hovedbestyrelse, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse samt formand for regeringens klimapartnerskab for service, it og rådgivning.
Peder Ø. Andreasen er bestyrelsesformand i Energy Cluster Denmark. Han var i 13 år CEO i Energinet, indtil han i 2018 valgte at give stafetten videre som en del af et planlagt generationsskifte. I Energinet var han en af de drivende kræfter i at øge andelen af fluktuerende vindkraft i det danske energisystem og åbne det op mod verden. Før Energinet.dk havde Peder Ø. Andreasen en årrække i ledende stillinger i ATP og det daværende Tele Danmark.
– N1’s elnet udgør ca. 40% af Danmarks samlede areal, og den kommende elektrificering og grønne omstilling stiller nye og andre krav til det at drive et elnet. Vi har lagt stor vægt på at finde to profiler med tung erfaring inden for henholdsvis energiforsyning, IT og digitalisering, og vi kunne ikke ønske os et stærkere match. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kathrine og Peder vil medvirke til yderligere at løfte vores i forvejen meget velfungerende og professionelle bestyrelse, slutter Jesper Barslund.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerke-erhvervsprofiler-i-bestyrelsen-for-netselskabet-n1?releaseId=13640336
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **