Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden
Når børn og unge udvikler overvægt, skyldes det et komplekst samspil af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Det viser rapporten
. Rapporten konkluderer, at der ikke er stærk evidens for effekten af de eksisterende indsatser, der i dag anvendes for at forebygge overvægt blandt børn og unge.Tre nye forskningsprojekter skal være med til at give os endnu flere brikker til det i forvejen komplicerede puslespil. Det sker ved at rette blikket en generation tilbage for at undersøge, om overvægt hos forældrene op til og under en graviditet kan hænge sammen med udvikling af overvægt hos børn og unge. Novo Nordisk Fonden har bevilget i alt 60 mio. kr. til de tre projekter.
“Vi ved, at æg- og sædceller er meget sårbare over for livsstilsfaktorer. Det kan fx være rygning, men det tyder på, at også motion, overvægt og diabetes kan påvirke arvematerialet med nogle epigenetiske forandringer, som bliver båret videre til barnet. Det vil sige, at nogle børn nærmest bliver programmeret til at blive overvægtige,” siger Arne Astrup, Senior Project Director hos Novo Nordisk Fonden med ansvar for fondens aktiviteter for at fremme sund vægt.
Undersøger livsstilsinterventioner hos kommende forældre
Der er på nuværende tidspunkt fagligt funderede formodninger om, at forældres vægt på undfangelsestidspunktet kan hænge sammen med børnenes anlæg for at udvikle overvægt. Det er imidlertid et område, hvor årsag og virkning endnu ikke er tilstrækkeligt belyst. Det skal de tre nye forskningsprojekter forsøge at rette op på.
Det overordnede formål for alle tre forskningsprojekter er at undersøge, om interventioner i livsstilen hos kommende forældre, herunder vægttab, kan kobles til overvægt senere i livet hos barnet.
To af projekterne er nye interventionsstudier, der skal undersøge effekterne af at nedbringe vægten hos svært overvægtige kommende forældre – allerede inden graviditeten bliver en realitet. Der er tale om interventionsstudier, fordi nogle af deltagerne bliver udtrukket til at følge et program, der skal lede til vægttab på 10 % op til graviditeten og en maksimal vægtstigning under graviditeten svarende til de generelle anbefalinger, mens andre udtrækkes til kontrolgruppen, der ikke ændrer livsstil. Efter fødslen vil forskerne følge børnene for at se, om der kan måles en forskel i børn født af forældre i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.
Det ene projekt – “PREPARE CHILD”, der er forankret på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet – følger børnene, indtil de er op til 18 måneder gamle. Det andet projekt – “The PRE-STORK-trial”, der er forankret ved Steno Diabetes Center Copenhagen – følger børnene, indtil de er op til 6 måneder gamle. Begge projekter har fået en bevilling på 24 mio. kr. fra fonden.
Det tredje projekt er et opfølgningsstudie, der skal undersøge langtidseffekten af tre tidligere udførte randomiserede livsstilsinterventioner hos gravide kvinder, hvor børnene nu er blevet henholdsvis 3, 12 og 15 år. Formålet er at undersøge formodede årsagssammenhænge mellem livstilsinterventioner under graviditeten og risiko for svær overvægt hos børn og teenagere.
Fonden har givet en bevilling på 12 mio. kr. til dette projekt, som hedder “The LiP-TOP-Fit study”.
Stor brik i den internationale forskning
Til sammen kan de tre forskningsprojekter skabe viden, der kan bruges som
solide holdepunkter for råd og vejledning til kommende forældre op til og under en graviditet. Det er viden, som kan være vigtig at have for jordemødre, obstetrikere og andre fagpersoner, som kommende forældre møder i et graviditetsforløb. I bedste fald vil det være muligt at lave forebyggelse så tidligt i barnets tilværelse, at indsatser for at forebygge overvægt senere i livet kan blive nemmere at håndtere eller måske helt overflødige.
“Det er meget svært at kæmpe imod sin egen biologi,” siger Arne Astrup, som vurderer, at resultaterne af forskningen også kan bidrage til at skabe øget forståelse for, hvorfor nogle mennesker bliver født med anlæg for at udvikle svær overvægt, mens andre ikke gør. Det kan være med til at afbøde den stigmatisering, som nogle børn, der har en anden vægt end den, myndighederne anbefaler, desværre oplever.
Ifølge Arne Astrup er det enestående med en samlet bevilling på 60 mio. kr. til forskning i dette meget specifikke område. Han mener, de nye forskningsprojekter supplerer såvel hinanden som den internationale forskning på området godt.
“Det er jo aldrig sådan, at et enkelt studie kan danne grundlag for anbefalinger. De nye projekter gør det muligt at bygge oven på international forskning og bidrage til at give nogle flere data og dermed give en øget sikkerhed for, at resultaterne er rigtige. De tre studier supplerer hinanden rigtig godt og er en dansk brik, som kan give et meget betydeligt bidrag til at forstå nogle af de årsager, der kan ligge til grund for, hvorfor nogen børn kæmper med at holde en sund vægt, mens andre ikke gør,” siger han.
Mere information om projekterne
PREPARE CHILD
Projektet “PRE-Pregnancy weight loss And REducing CHILDhood overweight – a randomized controlled study (PREPARE CHILD)” har fået bevilget 23.999.159 kr. over en femårig periode.
Forskningsansvarlig for projektet er lektor Nina Geiker, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, som i sin forskning har fokus på ernæring og sundhed hos børn og voksne.
Fra Aarhus Universitetshospital deltager Per Ovesen, som er professor og overlæge i obstetrik på Afdelingen for Kvindesygdomme.
Fra Hvidovre Hospital deltager professor og overlæge Henriette Svarre Nielsen, som forsker i reproduktion og kvindesygdomme.
For yderligere information om PREPARE CHILD kontakt Nina Geiker, Københavns Universitet: Tlf. 3532 4060,
.The PRE-STORK-trial
Projektet “Healthy lifestyle before and during pregnancy to prevent childhood obesity (The PRE-STORK-trial)” har fået bevilget 23.998.700 kr. over en femårig periode.
Forskningsansvarlig for projektet er Tina Vilsbøll, professor i klinisk endokrinologi og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen.
Ligeledes fra Steno Diabetes Center Copenhagen deltager seniorforsker Louise Groth Grunnet, som i sin forskning har fokus på sundhed i graviditet og barndom.
Fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet deltager professor Signe Sørensen Torekov, som forsker i, hvordan man opnår et sundt og vedvarende vægttab, samt overvægt opstået i børnealderen.
For yderligere information om The PRE-STORK-trial kontakt Tina Vilsbøll, Steno Diabetes Center Copenhagen: Tlf. 40 94 08 25,
.The LiP-TOP-Fit study
Projektet “Long-term follow-up on child-hood adiposity after randomized controlled lifestyle interventions in pregnancy (The LiP-TOP-Fit study)” har fået bevilget 11.992.247 kr. over en fireårig periode.
Forskningsansvarlig for projektet er Kristina Martha Renault, overlæge ved Obstetrisk Afdeling på Rigshospitalet. Tidligere forskningsansvarlig for TOP-studiet (Treatment of Obese Pregnant Women).
Fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling ved Odense Universitetshospital/Steno Diabetes Center Odense deltager overlæge Christina Anne Vinter. Tidligere forskningsansvarlig for LiP-studiet (Lifestyle in Pregnancy).
Fra Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital deltager overlæge Grete Teilmann. Tidligere involveret i FitMum-studiet (Fitness for Good Health of Mother and Child).
For yderligere information om The LiP-TOP-Fit study kontakt Kristina Martha Renault, Rigshospitalet: Tlf. 2025 0677,
.Kontakt:
Communications Partner Sabina Askholm Larsen email: sla@novo.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arsager-til-overvaegt-hos-born-skal-soges-en-generation-tilbage?releaseId=13640291
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **