Pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet
En verserende tvist mellem Gentofte Kommune, staten og den nuværende lejer om anvendelse af en række bygninger i Charlottenlund Slotshave ved det tidligere Danmarks Akvarium er nu afsluttet ved et forlig, hvor den største bygning – Bilharziosebygningen – omdannes til almene ungdomsboliger, mens de resterende bygninger fortsat kan anvendes til kontor og administration.
“Regeringen har en klar ambition om at skabe mere blandede byer overalt i Danmark. Derfor har det længe stået på min ønskeliste, at der også etableres almene ungdomsboliger ved Strandvejen, og jeg er rigtig glad for, at vi sammen med Gentofte Kommune nu kan sikre, at vi kommer i gang,” siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
Det er umiddelbart forventningen, at der kan indrettes 20-30 ungdomsboliger i bygningen, og det glæder Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger:
“Det er et meget fint resultat for de unge, at vejen nu er banet for flere almene ungdomsboliger i Gentofte Kommune, som ellers er fuldt udbygget og stort set uden ledige byggegrunde. Behovet er stort, og jeg glæder mig derfor over, at det via forhandlingens vej er lykkedes at komme i en positiv dialog med staten om anvendelsen af deres bygninger. Bilharziosebygningen er meget velegnet, og vi er godt tilfredse med at kunne se frem til 20-30 ekstra ungdomsboliger oven i ca. 150 øvrige almene ungdomsboliger, som vi planlægger at opføre andre steder i kommunen,” siger Michael Fenger.
Baggrund
Der har pågået en tvist mellem staten (ved Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturministeriet) og Gentofte Kommune samt mellem den nuværende lejer (NPV) og Gentofte Kommune om anvendelse af fem bygninger i Charlottenlunds Slotshave.
Slots- og Kulturstyrelsen, Gentofte Kommune og den nuværende lejer har indgået et forlig d. 13. december 2021 med henblik på at afslutte tvisten. Med udgangspunkt i forliget iværksættes arbejdet med omdannelse af Bilharziosebygningen til almene ungdomsboliger.
Det følger af forliget, at lejer skal være fraflyttet Bilharziosebygningen senest den 30. april 2022. Herefter påbegyndes arbejdet med at forberede et salg af bygningen til en almen boligorganisation. Det er i forliget forudsat, at bygningen skal være udbudt til salg senest ved udgangen af september 2022. Forud for et salg af bygningen vil der blive forelagt et aktstykke for Folketingets Finansudvalg.
Kontakt:
Presserådgiver Michael Højgaard Bang email: mihb@im.dk
Kommunikationschef Marianne Grundsøe tlf.: 29 38 25 01 email: mags@gentofte.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forlig-baner-vej-for-nye-almene-ungdomsboliger-ved-strandvejen?releaseId=13640231
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **