Pressemeddelelse fra Ungdommens Røde Kors
Torsdag den 13. januar lancerer Ungdommens Røde Kors et nyt politisk oplæg til en Unge-reform. Oplægget indeholder 11 konkrete, politiske anbefalinger, der skal sikre, at de unge, der har haft den sværeste vej gennem livet, får en god start på voksenlivet.
Anbefalingerne er udarbejdet af en lang række unge, der alle har haft en barndom eller ungdom i “systemet” – som indsat i fængsel, som anbragt uden for hjemmet eller som indlagt i psykiatrien. Fælles for de unge er, at de alle har oplevet at blive tabt i overgangen fra barn til voksen.
“Da jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, der var jeg virkelig alene. Der var jeg allermest sårbar. Derfor skal der være en form for socialt netværk, der kan gribe dig, når du bliver udskrevet,” siger Sara om sine oplevelser som indlagt i psykiatrien.
Unge på kanten inviteret ind i magtens centrum
Sara er blot en af de mange unge erfaringseksperter, der har været med til at udvikle oplægget til en Unge-reform sammen med Ungdommens Røde Kors. Sammen med to andre unge, skal hun mødes med socialminister Astrid Krag på Christiansborg for at overrække hende oplægget til en Unge-reform med deres 11 anbefalinger til en forbedret socialpolitik. Det er således anbefalinger direkte fra unge på kanten af samfundet til den ansvarlige politiker på Christiansborg.
Ud over Sara er det Isak, som har afsonet en længere dom i fængsel på grund af narko, og Mitra, der har været anbragt udenfor hjemmet som barn. Alle har de stærke holdninger til, hvordan systemet kan forbedres og være bedre til at gribe udsatte unge i overgangen til voksenlivet.
Som at blive kastet ud uden faldskærm
For Sara står langt fra alene med sine oplevelse om at blive tabt i systemet. Det siger Jonas Wiederholt Larsen, landsforperson for Ungdommens Røde Kors, som har talt med flere af de unge, der har bidraget til oplægget til Unge-reformen.
“Fortællingen er den samme for mange af de unge, vi taler med, og som er vokset op i systemet – uanset om det er som indlagt i psykiatrien, som anbragt uden for hjemmet eller som indsat i fængsel. Den dag de bliver udskrevet, flytter alene eller bliver løsladt, står mange unge pludselig helt alene uden støtte fra systemet. De føler sig tabt. Og for mange af de unge opleves en 18-års fødselsdag mere som at blive kastet ud uden faldskærm end som gradvist at blive hjulpet ind i voksenlivet,” siger Jonas Wiederholt Larsen.
Hvor Barnets Lov slipper
På den måde skal en Unge-reform tage over, hvor Barnets Lov slipper, påpeger forpersonen.
“Hvis vi investerer massivt i støtte til udsatte børn, men svigter dem når de er unge, kan mange af vores gode intentioner være spildt. Der er behov for, at vi som samfund vender blikket mod de unge, der har de ringeste forudsætninger for at komme godt fra start i deres voksenliv. Derfor skal Astrid Krag høre direkte fra de unge, der har oplevet systemet på egen krop,” siger Jonas Wiederholt Larsen.
Mulighed for interview
Det er naturligvis muligt at lave interview med flere af de unge, der har bidraget til oplægget til en ny Unge-reform, ligesom det er muligt at interviewe Jonas Wiederholt Larsen.
Det er muligt at
på Ungdommens Røde Kors’ hjemmeside, hvor det også er muligt at , der har bidraget til oplægget.Kontakt:
Eskil Meinhardt Hansen
Presse- og kommunikationskonsulent
Ungdommens Røde Kors
Hejrevej 30, 2. sal // 2400 København NV
+ 45 41 88 28 18 // eskil@urk.dk // www.urk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-pa-kanten-saetter-socialministeren-staevne-pa-christiansborg?releaseId=13640170
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **