Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne
Danske forældre stoler for meget på, at indeklimaet er godt i de klasselokaler eller institutioner, hvor deres børn tilbringer en stor del af dagligdagen.
Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov er det således kun 16 procent, af de adspurgte forældre, der vurderer indeklimaet i deres børns skole eller institution som dårligt eller meget dårligt. Til sammenligning betragter 36 procent indeklimaet som godt eller meget godt.
“Det står i stærk kontrast til undersøgelser fra eksempelvis Realdania, som tidligere blandt andet har vist, at 90 procent af klasselokalerne i landets folkeskoler i løbet af en skoledag overskred det anbefalede CO2-niveau,” siger Maria Christina Rizzo, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Hun understreger, at det ikke er manglende interesse hos forældrene, der giver det skævvredne billede af deres børns arbejdsforhold.
“I virkeligheden handler det nok mere om, at det er begrænset, hvor meget viden vi hver især har adgang til, når det gælder indeklimaet i vores børns skoler eller institutioner. Samtidig har vi en forståelig forventning om, at der er styr på de forhold, vores børn udsættes for. Desværre er det så alt for sjældent tilfældet,” vurderer hun.
Der er brug for viden og handling
Undersøgelsen viser da også, at over halvdelen af forældrene gerne vil underrettes – fx via en app – hvis der opstår problemer med indeklimaet i deres børns skole eller institution.
“Det kræver bare, at der opsættes målere, som kan registrere eksempelvis CO2-niveauet i realtid. Omvendt ville det formentlig blive en solid øjenåbner for både forældre, skoler og ikke mindst kommuner, hvis man fik et mere reelt og realistisk billede af indeklimaniveauet,” siger Maria Christina Rizzo.
Hun opfordrer samtidig landets kommuner til reel handling for at komme indeklimaproblemerne i folkeskoler og institutioner til livs.
“Der er brug for, at langt flere kommuner opstiller en egentlig indeklimastrategi og -handleplan, så vi kan sikre vores børn, undervisere og pædagoger ordentlige forhold i hverdagen. Det er dokumenteret viden, at der skal være nok luftudskiftning i klasseværelser og daginstitutionerne for at sikre godt indeklima, og at frisk luft øger trivsel, sundhed og indlæringen. Det bør være et fokuspunkt for alle de ny- og genvalgte kommunalpolitikere. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger hun.
Undersøgelser har vist, at børn, der opholder sig i klasselokaler med dårligt indeklima, mister det, der svarer til et helt års indlæring, i forhold til børn, som hver dag befinder sig i klasselokaler, hvor der er nok frisk luft og styr på indeklimaet.
Kontakt:
Yderligere oplysninger:
Maria Christina Rizzo, konsulent hos i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 43 57 67
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vi-har-alt-for-hoje-tanker-om-vores-borns-indeklima?releaseId=13640149
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **