Pressemeddelelse fra Danmarks Apotekerforening
Tilslutningen til den årlige influenzavaccination, der gik i gang 1. oktober sidste år, har været rekordhøj. De 350 apoteker, der tilbyder et stik mod influenza, har indtil nu vaccineret 368.000 borgere – heraf er en del i risikogrupperne, der får stikket gratis. Apotekerne har som udgangspunkt ikke tidsbestilling, og vaccinationen foregår normalt i hele åbningstiden.
Man kan nå det endnu. Hvis man hører til i risikogruppen, der ikke selv skal betale for vaccinationen, er sidste chance på lørdag den 15. januar. Gravide har dog frist til 1. marts. Kriterierne for gratis vaccination er, at man er fyldt 65 år eller er førtidspensionist, gravid, eller lider af visse kroniske sygdomme såsom astma, KOL, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at man lader sig vaccinere, hvis man tilhører en af disse grupper. Så er man godt rustet til influenzasæsonen, der typisk topper i februar måned.
Også børn 2-6 år anbefales at blive influenzavaccineret, og også dette gratis tilbud om vaccination udløber på lørdag. Børn vaccineres med en såkaldt nasalvaccine, som er et pust i hvert næsebor. Det skal gentages efter fire uger. Får barnet den første vaccination nu, skal vaccination nr. to blot være klaret inden 1. marts. 117 apoteker landet over tilbyder at vaccinere børn.
På
kan man se et kort over, hvilke apoteker der tilbyder hvilke vaccinationer. Man kan også finde en liste over de risikogrupper, der kan få gratis vaccination mod influenza:Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/du-kan-stadig-na-den-gratis-influenzavaccination-pa-apoteket?releaseId=13640150
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **