Pressemeddelelse fra Lidl Danmark
Interessen for vegetariske og veganske produkter er stigende blandt danskerne, og flere indfører kødfrie dage med mere grønt på tallerkenen. Med interessen følger en stigende efterspørgsel på et større vegansk og vegetarisk sortiment på dagligvarebutikkernes hylder. Det ønske lytter man til hos dagligvarekæden Lidl, og derfor har Lidl allerede udvidet deres veganske sortiment fra 23 produkter til 56 i 2021 – en vækst på 60 procent på det veganske sortiment i forhold til sidste regnskabsår. Væksten på veganske produkter forventes at blive overgået i 2022:
“Som en service til vores kunder samler vi nu de fleste af vores veganske og vegetariske produkter ét sted i butikken – det vil gøre det nemmere og mere enkelt for kunderne.
Hos Lidl er vores sortiment hver dag oppe til overvejelse, og vi lytter nøje til vores kunders ønsker. Danskerne vælger i stigende grad veganske og vegetariske produkter til. Det skal vi naturligvis lytte til og være vores ansvar bevidst til en god og positiv udvikling, præcis som da vi fjernede buræg og plastikposer fra sortimentet. Vi har en målsætning om at tilbyde op mod 80 veganske produkter i vores sortiment allerede i andet kvartal i 2022,” siger Jens Stratmann, adm. direktør hos Lidl Danmark.
Kampagnen ‘Grøn januar’ skal gøre det nemt for danskerne at spise plantebaseret
Januar er en af de måneder, hvor flest danskere har en målsætning om at spise mere grønt. Det har inspireret Dansk Vegetarisk Forening til at sætte en landsdækkende kampagne i gang, der skal skabe fokus på at spise grønnere og synliggøre udbuddet af veganske produkter. Grøn januar er en kampagne, der giver spisesteder, kantiner og supermarkeder, heriblandt Lidl, mulighed for at sætte fokus på deres veganske sortiment:
“Vi spurgte i vores seneste undersøgelse, hvad der er den største stopklods i forhold til at spise mere plantebaseret. Her svarede 41 procent, at det er supermarkedernes begrænsede udvalg. Derfor er vi virkelig glade for, at Lidl støtter op om kampagnen og gør deres plantebaserede varer mere synlige på hylderne,” fortæller Mie Nordly, Erhvervschef hos Dansk Vegetarisk Forening.
Lidl Danmarks samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening har varet siden 2018, og de støtter naturligvis op om kampagnen. I Lidl glæder man sig over at kunne oplyse flere danskere om det plantebaserede produktsortiment:
“Vi ved, at gode vaner i høj grad afhænger af tilgængelighed. Derfor kommer vi i januar til at sætte ekstra fokus på vores udbud af frisk frugt og grønt samt vores plantebaserede sortiment, heriblandt vores Vemondo-serie, som vi udvider med mange nye spændende produkter i 2022. Vi ser Grøn januar som en oplagt mulighed for at synliggøre Lidls grønne produktsortiment, som skal gøre det nemmere for flere danskere at vælge grønnere måltider til – også længe efter januar er blevet til februar og marts,” fortæller Jens Stratmann, adm. direktør hos Lidl Danmark.
Fakta om grøn januar
I januar 2022 introduceres Grøn januar, som er en landsdækkende kampagne skabt af Dansk Vegetarisk Forening. Den sætter fokus på at spise grønnere og på alle de muligheder, der findes i det grønne køkken. Lidl har som dagligvarekæde valgt at deltage ved at gøre det endnu nemmere for danskerne at vælge grønne produkter.
Lidl har udviklet sin egen veganske og vegetariske produktserie, Vemondo, som tilbyder kunderne de bedste plantebaserede produkter på markedet til den bedste pris.
Kontakt:
Thomas Sejersen tlf.: 76 35 00 10 email: presse@lidl.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-eftersporger-storre-udvalg-af-veganske-og-vegetariske-produkter-nu-gor-lidl-det-nemmere-at-spise-gront?releaseId=13639945
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **