PRM / Går festen op i røg?

    Pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

    Nytår er lig med nytårsforsæt, og for mange står rygestop højt på listen. Derfor sendes en ny rygestop-kampagne til vejrs i anledning af årsskiftet.

    – De fleste ved, at rygning er usundt, og at det blandt andet kan føre til kræft, hjertekarsygdomme og øget risiko for blodpropper. Mange rygere går med et ønske om at kvitte cigaretterne, og mange prøver igen og igen at stoppe. Det vil vi gerne hjælpe dem med, så de får bedre held med at stoppe i første forsøg, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

    Cirka 18 procent af københavnerne ryger eller bruger andre nikotinprodukter, så der er et stykke vej endnu, før kommunens vision om et Røgfrit København er nået.

    Gode chancer for at blive røgfri
    Af de borgere, der har benyttet sig af Københavns Kommunes rygestopkurser, oplever 8 ud af 10 at være røgfrie, når kurset slutter, og knap 50 procent er fortsat røgfrie efter et halvt år.

    På kommunens nye rygestop-hjemmeside www.roegfri.kk.dk kan borgere finde vej til gratis hjælp, heriblandt forskellige fysiske og online rygestopkurser. Rygestopkurserne er gratis, og alle der medvirker tilbydes tilskud til rygestopmedicin. Man kan både benytte sig af de mere traditionelle rygestopkurser på for eksempel biblioteker og i sundhedshuse.

    – Vi prøver at gøre det så nemt for københavnerne som overhovedet muligt at deltage og at stoppe med at ryge. Derfor tilbyder vi også rygestopkurser online, som et forløb i naturen, i kombination med motion eller på arbejdspladsen, siger Sisse Marie Welling.

    Rygestopkursernes succes skyldes blandt andet, at borgernes egne motivationer for at blive røgfrie er omdrejningspunktet for kurserne, og det er disse motivationsfaktorer, som går igen i kampagnen. De handler blandt andet om at få mere luft og energi til at lege med sine børnebørn, eller at være træt af at gå ud for at ryge midt i et selskab.

    Du kan møde Sundheds- og Omsorgsforvaltningens nye kampagne i bybilledet, i den offentlige transport samt på nettet og i lokalaviser.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Rune Gleerup tlf.: 23440979 email: r168@kk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gar-festen-op-i-rog?releaseId=13640056

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **