PRM / Ny viden om integration af kvoteflygtninge i Danmark

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts

    Efter en pause på fem år modtog Danmark i 2021 igen kvoteflygtninge. Sidst på året ankom de første af 200 congolesiske mødre og børn, som skal fordeles i kommuner over hele landet. Samme antal kommer i 2022.

    “De congolesiske mødre og børn adskiller sig markant fra andre flygtninge, ved at de kommer direkte fra en FN-flygtningelejr i Rwanda. Vi kan nok alle forestille os, hvilken omvæltning det må være at lande i Kastrup og blive transporteret til sin nye hjemkommune for dagen efter starte et fundamentalt nyt liv. Hvordan lærer man sproget, får nye venner, får nyt hjem og nyt job – eller lærer hverdagsdags rutiner, som at smøre madpakke, medvirke til affaldssortering eller følge sine børns skolegang via ForældreIntra? Projektet giver os mulighed for at være med fra dag ét og forstå de små og store udfordringer, der løbende er forbundet med at opbygge et radikalt nyt liv og tilværelse. Denne viden vil blive nyttig, hvis der kommer flere kvoteflygtninge i de kommende år,” fortæller Mikkel Rytter, professor MSO fra Afdeling for Antropologi og projektleder på det kommende forskningsprojekt.

    Forskningsprojektet hedder “Reorientering af integration: Familie-til-familie som model for congolesiske FN-kvoteflygtninge i Danmark”. Projektet er støttet af Velux Fonden med knap syv millioner kroner. Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter velfærd, samt DRC Dansk Flygtningehjælp og danske kommuner.

    Projektet skal følge de congolesiske kvoteflygtninges bosætning og opbygning af nye liv i danske lokalsamfund. Det vil både ske gennem etnografiske studier, der følger familierne i deres liv og hverdag, og via registerdata, der kan give en mere generel karakteristik af gruppens indgange til det danske samfund og velfærdsstaten henover de kommende år.

    Frivillige danske familier matches med congolesiske familier

    Som projekttitlen afslører vil DRC Dansk Flygtningehjælp og forskergruppen også iværksætte en “familie-til-familie” indsats, hvor frivillige familier matches med congolesiske familier. Modellen baserer sig på DRC Dansk Flygtningehjælps erfaringer med netværksfamilier, og indsatsen vil blive fulgt og løbende evalueret og forbedret.

    Mette Blauenfeldt fra DRC Dansk Flygtningehjælp udtaler:

    “Der er næppe tvivl om, at det både er forvirrende, skræmmende, spændende og håbefuldt at flytte til et nyt kontinent. Kvoteflygtningene omfavnes af diverse kommunale integrationsindsatser, arbejdsmarkedsprogrammer og aktiviteter i lokale frivilliggrupper, der alle ønsker at hjælpe dem på vej – men hvordan gøres dette i respekt for de personer og familier, som de var inden ankomsten til Danmark? Projektets “familie-til-familie” model er vores bud på at videreudvikle de familierettede netværksinitiativer, der allerede eksisterer blandt vores frivillige. Vi kommer herigennem til at undersøge konkret, hvilke ressourcer og muligheder det giver kvoteflygtningene i dagligdagen, når familierne bliver matchet med lokale frivillige familier.”

    Erfaringerne fra forskningsprojektet skal efterfølgende videregives til danske kommuner og DRC Dansk Flygtningehjælps frivilliggrupper over hele landet, så erfaringerne fra forskningsprojektet også kan benyttes i modtagelsen af kommende årgange af kvoteflygtninge.

    Kontakt:

    Mikkel Rytter, professor MSO
    Afdeling for Antropologi
    Institut for Kultur og Samfund
    Aarhus Universitet
    E-mail: mikkel.rytter@cas.au.dk
    Fast: 8716 2126
    Mobil: 25149 892

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-viden-om-integration-af-kvoteflygtninge-i-danmark?releaseId=13640012

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **