PRM / Boligmarkedet træder ind i 2022 med flere handler og højere priser

    Pressemeddelelse fra home a/s

    En hushandel. Mange hushandler.

    For rigtig mange danskere bliver 2021 husket for en af de helt store beslutninger, et huskøb.

    Og selv i december ‘løb’ køberne ejendomsmæglerne på dørene, viser helt nye aktuelle tal fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank.

    Indekset ‘Boligbrief’ med fremvisninger, handler og salgspriser fra Home fortæller, at boliginteressen tiltog lidt igen i årets sidste måned, hvor der blev foretaget 1,2 % flere husfremvisninger end i november.

    Rejserestriktioner og nedlukning kan have været med til at sætte lidt ekstra skub i fremvisningerne i slutningen af året, fremhæver Home og Danske Bank.

    Stigningen er trukket af Sjælland, Midtjylland og Syddanmark, men tendensen har overordnet været den samme på tværs af landet. Boliginteressen har stabiliseret sig på et højere niveau end før pandemien, viser aktiviteten hos Homes ejendomsmæglere.

    – Alt i alt kommer boligmarkedet rigtig godt ind i 2022. Tingene er ikke så rødglødende som under tidligere nedlukninger, men til historien hører også, at der er langt færre boliger at vælge imellem for køberne: Udvalget er ganske enkelt i bund, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home:

    – Og det er nok med til at lægge en lille dæmper på tingene, selv om boligsøgningen fortsat må siges at være stor.

    Flere huse solgt i 2021

    Antallet af solgte villaer og rækkehuse gik frem med 3,6 % fra november til december.

    – Vi har samlet set solgt flere huse end i rekordåret 2020, siger Michael Dalsager i Home.

    Huspriserne pegede også opad, 0,5 % i december. I løbet af det seneste år er priserne steget med 8,5 %, og et gennemsnitligt hus på 140 kvm. er blevet godt 180.000 kr. mere værd. Husene er steget i pris i alle regioner, viser Homes statistik.

    Fakta: Se regionale tal for husmarkedet i vedhæftede pdf og vedhæftede grafikker

    Flere søgte også sommerhus og lejlighed

    December bød ligeledes på flere købere på jagt efter et sommerhus, og mæglerne havde flere fremvisninger og lukkede flere handler. Tilmed til højere salgspriser. Sommerhussalget i 2021 kunne dog ikke hamle helt op med 2020.

    Det kunne salget af lejligheder – der som husene også ’skød’ over 2020. Året sluttede med et lille fald i fremviste lejligheder, flere handler og et fald i priserne.

    Alle tre boligtyper blev solgt til væsentligt højere priser end for et år siden – og her har sommerhus-sælgerne høstet mest med en årsstigning på over 200.000 kr.

    Fakta: Sådan har priserne rykket sig – seneste måned, seneste år

    December 2021 ift. november 2021

    December 2021 ift. december 2020

    Hus 140 kvm

    6.236

    178.922

    Lejlighed 80 kvm

    -53.426

    86.673

    Sommerhus 80 kvm

    57.905

    204.137

    Kilde: Home og Danske Bank

    Kontakt:

    Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Bjørn Tangaa Sillemann
    Senioranalytiker, makro research
    Danske Bank
    Telefon 45 12 82 29
    Mobil 24 62 74 78

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boligmarkedet-traeder-ind-i-2022-med-flere-handler-og-hojere-priser?releaseId=13639867

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **