PRM / Skaber bedre vilkår for kvinder i tekstilindustrien: Vores håb er også at bidrage på brancheniveau

    Pressemeddelelse fra Bestseller A/S

    Ordentlige og gode vilkår for kvinder, der arbejder i tekstilindustrien. Det har været afsæt for BESTSELLER, der gennem et særligt ansvarlighedsprogram i snart 10 år har undervist i, og sat fokus på, kvinders rettigheder, helbred, uddannelse og nye kompetencer.

    Den danske modevirksomhed har gennem empowerment-programmet fokuseret på kvindernes vilkår i Bangladesh, Kina, Vietnam, Myanmar, Cambodia og senest Pakistan. Og nu udvider BESTSELLER dette fokus til Tyrkiet.

    – Vi vil gerne bidrage til at gøre en positiv forskel, og vi skal være med til at sikre ordentlige og gode vilkår for de mænd og kvinder, der arbejder i tekstilindustrien og hos de leverandører, vi samarbejder med. Det gør vi helt overordnet gennem vores langsigtede samarbejde, og så gør vi det gennem helt særlige initiativer, der som dette eksempelvis er målrettet kvinder, siger Andrei Vasiliev, BESTSELLERs Social Impact Manager.

    I år opnåede BESTSELLER sit første store mål: nemlig at nå og positivt påvirke 100.000 kvinder. Dette skete fire år før tid. Mens der er ved at blive udarbejdet nye mål, rettes fokus nu også mod Tyrkiet, hvor godt 15 procent af det danske modehus’ samlede produktion sker.

    – Ud over at have en positiv indflydelse inden for vores egen leverandørkæde er det vores håb at bidrage til en løsning på brancheniveau, som kan anvendes af både os og andre mode-mærker. Ligesom vi gjorde i Pakistan, håber vi, at vi vil være i stand til at præsentere forretningsgrundlaget for dette program til andre brands repræsenteret i Tyrkiet og opmuntre dem til at deltage, uddyber Andrei Vasiliev.

    I Tyrkiet vil samarbejdet med at nå, sikre og løfte ske i samarbejde med ACEV. Sammen med ACEV vil BESTSELLER udvikle et nyt, specifikt empowerment-program for kvinder i den tyrkiske leverandørkæde, som inkorporerer læringen fra projekterne i de øvrige lande.

    – Vi kan se, at vi kan gøre en positiv forskel, hvilket vi er meget glade for. Det er klart, at det også skaber en endnu større motivation og ambition om at fortsætte og udvide vores fokus, så vi kan støtte og nå endnu flere kvinder, der arbejder i tekstilindustrien, fortæller Andrei Vasiliev.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skaber-bedre-vilkar-for-kvinder-i-tekstilindustrien-vores-hab-er-ogsa-at-bidrage-pa-brancheniveau?releaseId=13639690

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **