PRM / Mere liv på Rådhustorvet i Farum

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø Byråd besluttede onsdag den 15. december 2021 at sende et nyt lokalplanforslag for Rådhustorvet i høring. Forslag til ‘Lokalplan 148 for boliger og erhverv på Rådhustorvet’ i Farum giver blandt andet mulighed for at erstatte erhvervslejemålene på øverste etage af Rådhustorvet 1, 3, 5 og 7 med 20 nye senioregnede boliger med bl.a. en fælles tagterrasse med glasoverdækket opholdsareal.

    Med lokalplanen bevæger kommunen sig tættere på byrådets 2030-mål om levende bymidter og flere senioregnede boliger.

    “I byrådet vil vi styrke bymidterne ved at skabe mere liv omkring dem. Farum Bymidte er i en positiv udvikling med flere planlagte byggerier, og vi vil gerne skabe mulighed for en endnu mere levende bydel med aktiviteter og fællesskab. Vi har i det politiske udvalg lagt stor vægt på, at de nye boliger har en høj arkitektonisk kvalitet og bidrager til at skabe liv i området også uden for erhvervets åbningstider. Jeg håber, høringen af lokalplanen bliver modtaget positivt”, siger Egil Hulgaard (C), formand for Udvalg for byudvikling og bolig.

    Udvalgets næstformand, Lene Bang (A), ser klare styrker i at øge udbuddet af senioregnede boliger:

    “Vi har mange ældre, der gerne vil bo i trygge og attraktive områder, hvor de samtidig er tæt på både indkøb, kultur og offentlig trafik. Jeg er glad for, at vi med denne lokalplan kan skabe grundlag for senioregnede boliger, der imødekommer alle disse ønsker”.

    Ny tagprofil og træfacader

    Tagboligerne vil give området et nyt arkitektonisk udtryk med en markant sadeltagsprofil og træfacader. Forslaget til lokalplanen sikrer samtidig, at Rådhustorvets facader med gule tegl, hvide vinduer og portåbninger bevares.

    Sammenhæng med veje og stier

    Lokalplanen har også til formål at skabe sammenhæng med gode og direkte stiforbindelser til de omkringliggende områder. Veje, stier og fortove skal indrettes med et mere trafiksikkert flow af hårde og bløde trafikanter, mere beplantning og flere opholdsmuligheder.

    Tæt på Sundhedshuset

    Lokalplanen giver også mulighed for at etablere en gangforbindelse mellem Sundhedshuset og Rådhustorvet 1-3 i 1. salshøjde, så Sundhedshuset kan udvide med lokaler i Rådhustorvet 1-3.

    Forslag til Lokalplan 148 er i høring fra mandag den 20. december 2021 til og med mandag den 21. februar 2022. Bemærkninger til planforslaget skal sendes til Furesø Kommune, Center for By og Miljø via enten Digital Post, som e-mail til bme@furesoe.dk eller som brev til Stiager 2, 3500 Værløse. Skriv venligst sagsnummer 21/20443i brevets overskrift/ e-mailens emnefelt.

    Borgermøde til februar

    Der bliver afholdt borgermøde om planforslaget torsdag den 3. februar 2022, kl. 17-18.30 i Teatersalen i Farum Kulturhus, Stavnsholtvej 3, 3520 Farum.

    Planforslaget bliver offentliggjort på plandata.dk, men kan også findes i sin helhed her: www.furesoe.dk/hoeringer

    Kontakt:

    Egil Hulgaard (C) email: efh@furesoe.dk

    Lene Bang (A) email: lba1@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-liv-pa-radhustorvet-i-farum?releaseId=13639474

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **