Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark
Den italienske fodboldklub AC Milan åbner i dag en udstilling i forbindelse med klubbens 122-års jubilæum. I centrum af udstillingen er en udslidt fodboldtrøje fra sæsonen 2016/17 med “Balotelli 45” trykt på ryggen.
Trøjen har en helt særlig historie. Den blev båret af en dreng i Sydsudan, som den danske krigsfotograf Jan Grarup mødte under en reportagerejse for at dokumentere de klimaforandringer, der bogstaveligt talt er ved at oversvømme landet og har efterladt hundredtusindvis af mennesker hjemløse og uden adgang til mad og rent vand.
Jan Grarup mødte drengen i landsbyen Canal ved Den Hvide Nil. Trøjen fangede med det samme Jan Grarups opmærksomhed. Den var falmet og slidt og kun nødtørftig syet sammen af ubehjælpelige sting med en tyk tråd. Jan Grarup, der selv er AC Milan-fan, tilbød drengen at bytte trøjen til en ny – et tilbud drengen tog imod.
Herefter kontaktede Jan Grarup AC Milan med henblik på at bruge trøjen til velgørenhed til fordel for UNICEFs arbejde med børn i Sydsudan.
“Jeg er fodboldfan helt ind i hjertet. Jeg kan ikke beskrive det antal gange, jeg har set børn bruge fodbold eller anden leg som distraktion fra krig, hungersnød, ulykke eller anden type af katastrofe rundt omkring i verdens brændpunkter. Derfor glæder det mig også enormt, at en klub som AC Milan er gået ind i dette projekt om at indsamle penge til ofrene for klimakatastrofen i Sydsudan og donere indsamlingen til UNICEFs arbejde i landet,” siger Jan Grarup.
Og i dag kunne trøjen så præsenteres på udstillingen på AC Milans museum ‘Museo Mondo Milan’. Udstillingen sætter fokus på de sociale aktiviteter, som fodboldklubbens fond Fondazione Milan har gjort til sit grundlag – at bruge sporten som et fundament til udvikling og fremme af sunde værdier.
På udstillingen er der opstillet en boks, hvor besøgende kan donere penge direkte til UNICEFs arbejde i Sydsudan. Desuden har AC Milan på forkant doneret et betydeligt beløb for trøjen, og vil efterfølgende udstede et begrænset antal NFT’er – et elektronisk 3D kunstværk – af trøjen, som sættes på auktion. Indtægten fra auktionerne vil også gå til UNICEFs arbejde i Sydsudan.
Jakob Colville-Ebeling, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark, er begejstret over Jan Grarups initiativ og opbakningen fra AC Milan.
“Denne trøje fortæller en vigtig historie om, hvordan sport og leg kan være med til at sikre udvikling. Det er en helt central del af udviklingsarbejdet og noget, vi bruger meget aktivt. Selv i de mest håbløse situationer, har jeg set, hvordan en fodbold kan give børn glæde og troen på et bedre liv. Og den begejstring kan også bruges som løftestang i vores arbejde til at sikre børnene et bedre liv.”
Også i AC Milan er man glade for projektet:
“I AC Milan er vi én stor familie, som altid har kæmpet for de grundlæggende rettigheder for mennesker i hele verden. I dag, hvor vi fejrer klubbens jubilæum, er vi derfor glad for at kunne give en gave til dem, der har mest brug for det – i stedet for selv at modtage gaver,” siger den tidligere Milan-anfører Franco Baresi, der i dag er vicepræsident i AC Milan og ambassadør for Fondazione Milan.
I Sydsudan har mere end 8,3 millioner mennesker, herunder 4,5 millioner børn, brug for humanitær bistand for at opfylde deres basale behov. Omkring 2,8 millioner børn i Sydsudan har ikke adgang til uddannelse, og hver anden pige bliver tvunget til ægteskab, inden de fylder 18 år.
Kontakt:
Maria Westh email: mwesth@unicef.dk
Manager for Jan Grarup Tom Tramborg email: Tom.trambog@gmail.com
Pressemedarbejder Line Kørner. Tlf. 30952379, mail: lkoerner@unicef.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jan-grarup-og-unicef-indtager-ac-milans-museum?releaseId=13639109
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **