Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
“Brød, Bog og Bio”, som startede i foråret 2019 i Næstved, er et samarbejde mellem Næstved Bibliotek og Nordisk Film Biograf. Denne gang skal vi se filmen, “Du som er i himlen” med Flora Ofelia Hoffmann Lindahl hovedrollen som Lise. I øvrige roller ses bl.a. Ida Cæcilie Rasmussen, Palma Lindeburg Leth, Anna-Olivia Øster Coakly, Thure Lindhardt, Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl.
En nat, hvor alting ændres
“En dødsnat” fra 1912 var Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. Bogen foregår på og omkring gården “Broholm” på Skiveegnen i slutningen af 1870’erne. Det er fortællingen om den skæbnesvangre nat, hvor den 14-årige Lise og hendes otte mindre søskende mister deres mor i barselsseng. Med ét har hun ikke kun mistet sin mor, hun er også blevet voksen og skal tage sig af sine mindre søskende. En stor del af romanen er fortalt fra børnenes og særligt Lises perspektiv. Det er en barsk historie om liv og død, og ikke mindst menneskets trang til at finde mening i det meningsløse. Romanen spejler forløbet omkring Marie Bregendahls eget modertab og anses som et af hendes hovedværker.
Ung pige fanget i en brutal tid
Filmen “Du som er i himlen”, udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet. I filmen stilles der skarpt på kvindernes plads i historien. Den 14-årige pige Lise er den ældste i en søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Et døgn forandrer hendes liv for altid. Da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset. Filmen er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid – en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.
Filmen, som har premiere den 6. januar 2022, modtog hovedpriserne for “bedste instruktør” og “bedste skuespiller” på filmfestivalen i San Sebastian 2021.
Biblioteket bestiller bogen hjem i god tid. Den kan afhentes og lånes på Næstved Bibliotek i Info-skranken fra mandag den 20. december.
Aftenens program i biografen, hvor vi får besøg af Flora Ofelia, som spiller Lise:
Fra kl. 17.00-17.15 – velkomst i loungen – oplæg om bogen bag filmen over en kop kaffe/ te og en småkage.
Fra kl. 17.30-ca. 19.00 – vi ser filmen “Du som er i himlen”
Fra kl. 19.10-ca. 20.30 – vi spiser i loungen, mens vi taler om filmen. Vi får besøg af Flora Ofelia, som spiller Lise. Hun fortæller om rollen og arbejdet med filmen.
Menu: En let anretning
Drikkevarer: der er kildevand på bordene. Ekstra drikkevarer kan købes.
Samlet pris for kaffe, spisning og biograf: 200 kr. Prisen er baseret på tilmelding før arrangementet. Billetter købt over nettet kan vises via tilsendt mail eller billet i NFB’s app.
Billetter købes på:
Faktaboks: Flora Ofelia Hofmann Lindahl eller bare kaldet Flora Ofelia, som bor i Bisserup, er 16 år. Hun er en dansk sangerinde og skuespiller. Hun vandt MGP i 2015 med sin sang “Du Du Du”. Hun har derudover spillet i den danske spillefilm “Landet af glas” (2018) og lagt stemme til tegnefilmen “Den magiske juleæske” (2016). I 2020 fik hun rollen som pigen Holly i den danske tv-serie “Ulven kommer” fra DR, som gav hende en Robert for Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie, kun 15 år gammel (den yngste nogensinde).
I Tea Lindeburgs debut spillefilm “Du som er i himlen” fra 2021 fik Flora Ofelia den bærende hovedrolle. Til årets filmfestival i San Sebastian 2021 modtog Tea Lindeburg prisen for den bedste instruktør, mens Flora Ofelia modtog skuespilprisen for sin hovedrolle i filmen.
Vedr. billeder: Hermed gives tilladelse til at bruge vedhæftede billeder redaktionelt.
Kontakt:
Kulturformidler Martin Rosvang Jensen email: mrojen@naestved.dk
Bibliotekar Vibeke Sølling tlf.: 5588 4123 email: visje@naestved.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brod-bog-og-bio-i-naestved?releaseId=13639047
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








