Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark
Dagligvarekæden Lidl og den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild til fordel for at give en ekstra håndsrækning til familier og socialt udsatte, som ikke har meget at gøre godt med i julen. Og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. D. 23. december vil frivillige kunne afhente overskudsmad fra Lidl – lige fra julemad til brød, frugt og sødt, som fordeles gennem Blå Kors’ familienetværk, væresteder og støttetilbud til børn og unge.
“Overskudsmad i julen er virkelig et glædeligt initiativ, som kommer rigtig mange familier og socialt udsatte til gode. Det er mennesker, der er presset på økonomien og har svært ved at overskue, hvordan de skal komme gennem julen og juledagene. Vi sætter stor pris på samarbejdet med Lidl, der er med til at skabe juleglæde for både store og små,” siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Et af de steder, som glæder sig til at afhente overskudsvarerne, er Familienetværket Horsens, som Blå Kors driver i partnerskab med Horsens Pinsekirke. Her stiller de frivillige maden op lillejuleaften kl. 22 og uddeler det til de familier, som er tilknyttet familienetværket:
“Vi har mange taknemmelige familier, der fortæller, at det redder julen for dem. De har også nogle gange deres børn med, selvom det er lidt sent. Familierne gør virkelig noget for at komme og hente maden. De får en pose med mad med hjem til juledagene, og vi ønsker hinanden glædelig jul,” fortæller Mette Hågensen, som er projektleder for Familienetværket Horsens.
En ekstra håndsrækning i julen
I Lidl har man de seneste fire år op mod julen doneret overskudsmad fra lukkedagene hen over julen til Blå Kors’ netværk for trængte familier og socialt udsatte:
“I Lidl ser vi det som vores sociale ansvar at give en håndsrækning i form af gratis mad og dagligvarer til nogle af de trængte familier og socialt udsatte i julen. Blå Kors og deres mange frivillige yder en fantastisk indsats baseret på næstekærlighed, og sammen med resten af Lidl ønsker jeg dem alle en glædelig jul,” siger Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl.
Udover donation af overskudsmad til Blå Kors donerer medarbejderne i Lidl også julegaver til børnene i Barnets Blå Hus, som er Blå Kors Danmarks støttecentre for børn fra hjem med alkohol- og stofmisbrug:
“Det skaber stor glæde blandt vores medarbejdere igen i år at kunne være med til at opfylde juleønsker fra udsatte børn og unge. Vi har opfyldt 170 julegaveønsker, og jeg glæder mig over, at vi kan gøre en lille forskel og skabe lidt glæde for dem her i juletiden,” afslutter Jens Stratmann.
Blå Kors og Lidl har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild til fordel for udsatte i Danmark.
FAKTA:
Her er en liste over, hvilke Blå Kors-tilbud som skal hente overskudsmad i Lidl d. 23. december:
Jylland:
– Familienetværket Esbjerg
– Familienetværket Vejle
– Familienetværket Horsens
– Familienetværket Aalborg Syd-Vest
– Familienetværket Vejgaard i Aalborg
– Den Blå Sociale Café i Hjørring
– Varmestuen i Herning
– Barnets Blå Hus i Frederikshavn
– Den Blå Oase i Aabenraa
Fyn:
– Barnets Blå Hus i Svendborg
– Familienetværket Middelfart
Sjælland:
– Familienetværket Nykøbing Falster
Bornholm:
– Familienetværket Rønne
Kontakt:
Chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark Thomas Røddik Korneliussen tlf.: 26 20 20 46 email: trk@blaakors.dk
Presseansvarlig – Lidl Thomas Sejersen tlf.: 76 35 00 10 email: presse@lidl.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lidl-donerer-overskudsmad-til-traengte-familier-og-socialt-udsatte-i-julen?releaseId=13638958
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **