PRM / Bára Gísladóttir modtager Gladsaxe Musikpris 2022

    Pressemeddelelse fra Edition-S

    “Bára Gísladóttir er både udøvende kontrabassist og komponist, og det er i sin egenskab af komponist, at hun modtager prisen. Hun er en spændende, kompromisløs og meget talentfuld komponist, som vækker opmærksomhed både i Danmark og internationalt med sit mørke, detaljerige og nordiske univers,” skriver bedømmelsesudvalget i sin motivation for at tildele Bára Gísladóttir Gladsaxe Musikpris.

    Musikprisen består af et rejselegat på 50.000 kroner og en koncert som solist med Copenhagen Phil. I Bára Gísladóttirs tilfælde er hun selv både solist og komponist, når hun går på scenen til musikpriskoncerten med et nyt orkesterværk, Hringla, skrevet til Copenhagen Phil.

    Komponisten fortæller om værket: “Hringla er et værk for orkester, forstærket solo kontrabas og live elektronik. Ordet “hringla” (både substantiv og verbum) kan oversættes til rangle, men ofte bruges det også til at antyde en vis ubeslutsomhed i den konstante forandring af noget. Lydmæssigt refererer ordet ofte til den raslende lyd af metal. Alle disse fortolkninger indgår som hovedelementer i værket.”

    Bára Gísladóttirs værker er ofte kendetegnet ved en dyb og koncentreret ro, som giver musikken en næsten meditativ karakter. Som udøvende kontrabassist har Gísladóttir opført flere af sine værker selv. Kontrabassen besidder med sine lange strenge et rigt spektrum af overtoner, som ofte spiller en vigtig rolle i Gísladóttirs kompositioner, og instrumentet er et naturligt omdrejningspunkt i en række af hendes værker.

    Musikpriskoncerten afholdes den 26. februar 2022.

    Om Bára Gísladóttir
    Bára Gísladóttir (f. 1989) er uddannet ved Islands Kunstakademi, Conservatorio di musica “Giuseppe Verdi” di Milano og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede som komponist i 2019. Hendes værker er blevet opført af bl.a. DR Symfoniorkestret, DR Vokalensemblet, Islands Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Frankfurt Radiosymfoniorkester, Ensemble InterContemporain, Riot Ensemble og Ensemble Adapter. Som udøvende kunstner har hun udgivet en række albums, senest soloalbummet HĪBER
    (2020) med egne kompositioner og Caeli (2021) i samarbejde med Skúli Sverrison.

    Bára Gísladóttir har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris, en Grapevine Music Award og Léonie Sonnings Talentpris for sit arbejde som komponist.

    Om Gladsaxe Musikpris
    Gladsaxe Musikpris er grundlagt i 1966. Prismodtageren udvælges af et bedømmelsesudvalg bestående af Operachefen på Det Kgl. Teater, Rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Chefen for P2-Musik, Musikchef for Copenhagen Phil samt tre medlemmer fra Gladsaxe Byråd.

    Tidligere modtagere af prisen inkluderer blandt andre Gunvor Sihm (2018) Lise Davidsen (2016) Jakob Kullberg (2011) og Andreas Brantelid (2007).

    Kontakt:

    PR og markedsføring Solveig Lindeskov tlf.: 30224004 email: solveig@edition-s.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bara-gisladottir-modtager-gladsaxe-musikpris-2022?releaseId=13638259

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **