PRM / Ny særrundvisning på Frihedsmuseet: Modstandskampens Kvinder

    Pressemeddelelse fra Frihedsmuseet

    I historiebøgerne om besættelsen af Danmark bliver hovedrollerne i modstandsbevægelsen som regel udfyldt af mænd. Kvinderne derimod er ofte rolleløse eller spiller i bedste fald en perifer birolle.

    Det vil Frihedsmuseet gøre op med i denne nye rundvisning.

    For i virkeligheden spillede kvinderne en vigtig rolle i modstandskampen. I denne nye rundvisning sætter Frihedsmuseet fokus på, hvilket arbejde kvinderne typisk udførte i modstandsbevægelsen. Det gjaldt alt lige fra at arbejde som kurerer til at skjule modstandsfolk eller koldblodigt likvidere tyskernes håndlangere.

    Ofte havde kvinderne den fordel, at de kunne gå under radaren, fordi den tyske besættelsesmagt ikke forventede, at kvinder udførte modstandsarbejde.

    Fokus på de personlige historier

    På rundvisningen får gæsterne også mulighed for at dykke ned i flere specifikke modstandskvinder og deres historie.

    Det gælder for eksempel den kommunistiske modstandskvinde Musse Hartig. Som kurer satte hun livet på spil for at sikre, at vigtige budskaber kom frem til modstandsbevægelsen. Et arbejde, der havde store konsekvenser for hende. Dels måtte hun i en længere periode forlade sine to, små døtre. Dels fik hun efterfølgende store psykiske og fysiske mén af det farlige arbejde.

    Gæsterne hører også historien om Hvidstengruppens kvinder Tulle og Gerda, der godt nok ikke blev henrettet som andre i familien, men blev sendt til et rædselsvækkende ophold i tysk fængsel.

    Rundvisningen udbydes første gang mellem jul og nytår, hvor også Regnar Grastens kommende storfilm om Hvidstengruppens kvinder får premiere.

    Det er på tide, kvinderne i modstandsbevægelsen får en stemme. Det gør de i denne nye rundvisning.


    Praktisk info:

    Dato: 30. december, 12. januar, 19. januar
    Tidspunkt: 17-18
    Pris: Voksne DKK 110 | Børn DKK 55
    Sted: Frihedsmuseet


    Kontakt:

    Simon Grønlund tlf.: 41 20 60 42 email: son@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-saerrundvisning-pa-frihedsmuseet-modstandskampens-kvinder?releaseId=13638907

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **