PRM / Forøgelse af den kontracykliske kapitalbuffer i Danmark

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Erhvervsministeren annoncerede ved Finans Danmarks årsmøde den 6. december, at regeringen vil fortsætte genopbygningen af den kontracykliske kapitalbuffer.

    Som en opfølgning på det og på Det Systemiske Risikoråds henstilling til regeringen om at øge satsen for den kontracykliske kapitalbuffer i Danmark, fastsættes bufferen til 2 pct. for 4. kvartal 2021 med virkning fra den 31. december 2022.

    Erhvervsminister Simon Kollerup udtaler:
    “Selvom corona ikke helt har sluppet sit tag, går det godt i dansk økonomi. Samtidig er den finansielle sektor kommet fornuftigt igennem coronakrisen. Derfor er vi i regeringen enig med Rådet i, at vi nu skal fortsætte genopbygningen af bufferen. På den måde sørger vi for at opbygge den i de gode tider, så den finansielle sektor er robust, hvis vi igen skulle blive ramt af økonomisk sikkerhed.”

    Vedrørende den kontracykliske kapitalbuffer på Færøerne har Det Systemiske Risikoråd henstillet til regeringen, at buffersatsen øges fra 0 pct. til 1 pct. for 1. kvartal 2022 med virkning fra den 31. marts 2023.

    Regeringen vil, inden for de i lovgivningen fastsatte 3 måneder, med input fra det færøske landsstyre, tage stilling til henstillingen fra Det Systemiske Risikoråd vedrørende den kontracykliske kapitalbuffer for Færøerne.

    For Grønland og Færøerne fastsættes buffersatsen for 4. kvartal 2021 uændret til 0 pct.

    Erhvervsministeren fastsætter hvert kvartal de kontracykliske kapitalbuffersatser for Danmark, Grønland og Færøerne. Den kontracykliske kapitalbuffer er et kapitalkrav til penge- og realkreditinstitutternes polstring, der varierer med den økonomiske udvikling.

    Kontakt:

    Presserådgiver Kasper Kaasgaard, telefon 27 85 37 46

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forogelse-af-den-kontracykliske-kapitalbuffer-i-danmark?releaseId=13638867

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **