Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Formanden for Udvalg for byudvikling og bolig i Furesø Kommune, Egil Hulgaard (C), kvitterer for de mange og alsidige høringssvar, der er kommet til kommuneplanen og glæder sig nu over det færdige resultat.
“Det har været et spændende arbejde med revision af Kommuneplan 21, som denne gang er blevet digital. Jeg mener, at vi nu har et godt og solidt afsæt for det nye byråds arbejde med udviklingen af Furesø Kommune”, siger han.
En kommuneplan sætter retning for kommunens udvikling over de kommende 12 år. Hvert 4. år skal den revideres, og det betyder, at Kommuneplanen fra 2017 har været sat under lup af såvel politikere, borgere, foreninger og forvaltningen siden efteråret 2020. Kommuneplan 2021 er blandt andet opdateret med afsæt i byrådets 2030-mål.
Høringssvar spænder bredt
I den offentlige høringsperiode modtog Furesø Kommune 29 høringssvar fra blandt andet andre myndigheder, lokale foreninger og borgere. Høringssvarene spænder bredt og afspejler stort engagement blandt borgere og foreninger.
De mange ideer og forslag til ændringer er forsøgt indarbejdet i det omfang, det var relevant for kommuneplanen. Høringssvarene har medført justering og præcisering af kommuneplanen. Eksempelvis er kommuneplanramme 20L2 – Landområde i Farum Nord ændret, så rammen kun indeholder landzone.
Digital kommuneplan
Som noget nyt, er kommuneplanen blevet digital. Målet er, at det bliver nemmere for borgere og virksomheder at skaffe sig et hurtigt overblik over, hvad der gælder for en særlig adresse eller et specifikt område. Den digitale løsning kræver tilvænning, hvilket afspejler sig i høringssvarene. Det giver Furesø Kommune anledning til at fortsætte arbejdet med at finpudse det digitale format og gøre den endnu mere brugervenlig frem mod næste revision.
Kommuneplan 2021 kan downloades i sin fulde form fra hjemmesiden. Man kan også låne et printet eksemplar af den endelige vedtaget kommuneplan på bibliotekerne.
Prioritering af natur og det åbne land
Et centralt budskab i høringssvarene er, at det er vigtigt at prioritere naturen frem for byudvikling. Det åbne land skal sikres, og det er vigtigt, at der ikke udlægges mere byzone til byudvikling.
“Naturen er det, der gør Furesø Kommune til et helt særligt og unikt sted. Derfor er der heller ikke udlagt nye arealer til byzone, og den udvikling kommuneplanen giver mulighed for er fortætning omkring de centrale dele i kommunen, hvor der allerede er bebygget”, siger Lene Bang (A), næstformand i Udvalg for byudvikling og bolig.
Det kom der ud af høringsfasen
Forslag til Kommuneplan 2021 var i offentlig høring fra 7. september til 2. november 2021. De gennemgående temaer i høringssvarene var; Den digitale kommuneplan, Grønt Danmarkskort, lysforurening, landbruget, fortætning og byudvikling og særligt udvikling af erhvervsområdet omkring Ny Vestergårdsvej.
På baggrund af høringssvarene har byrådet besluttet, at der arbejdes videre med udvikling af erhvervsområderne, lysforurening, stillezoner, justering af de geologiske interesseområder samt bevaringsværdige bygninger i byzoner.
Desuden har høringssvarene betydet en justeringer i beskrivelsen om landbruget, der er omskrevet, så det tydeliggøres hvilken rolle landbruget har i kommunen. Derudover er der supplerende forklaringer og retningslinjer om Grønt Danmarkskort, som sikrer hensynet til naturområderne endnu bedre. Ydermere er der kommet et nyt afsnit om produktionsvirksomheder, som skal medvirke til at sikre hensynet til disse i fremtidig planlægning.
Kontakt:
Egil Hulgaard (C) email: efh@furesoe.dk
Lene Bang (A) email: lba1@furesoe.dk
By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommuneplan-2021-er-nu-klar-til-det-nye-byrad?releaseId=13638819
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **