Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen
Kartofler, rødkål, ribs til ribsgele og sukkerroer til sukker i den søde juletid. Det er nogle af de afgrøder, som finder vej fra landets marker til danskernes julemiddage. Og der er god sandsynlighed for at især to af ingredienserne kommer fra samme kommune.
I Odsherred Kommune dyrker de nemlig både flest rødkål og ribs. En tredjedel af landets rødkål bliver dyrket i Odsherred Kommune, der også dyrker tæt på en femtedel af landets ribs, der kan blive til ribsgele og rysteribs.
– Vi kender Odsherred Kommune som lidt af et spisekammer med mange forskellige afgrøder. Om sommeren er de landets største solbærkommune, og nu kan vi se, at de også er leveringsdygtige i julens frugt og grønt, siger Peter Byrial Dalsgaard teamleder i Landbrugsstyrelsen.
Faktisk sidder Odsherred Kommune også på det landets næststørste areal med spisekartofler. Så bor man i kommunen, er der et godt grundlag for en lokalt produceret julemiddag.
Jyske kartofler
Kartoflernes konge skal vi dog vestpå for at finde. Billund Kommune ligger nemlig i front, når det kommer til arealet med spisekartofler. Her er de skarpt forfulgt af netop Odsherred og Samsø kommuner.
Skal kartoflerne brunes og ribsene koges, kræver det rigeligt med sukker, og her skal vi ikke overraskende til Lolland og Guldborgsund kommuner for at finde de største sukkerroearealer. Her bliver to tredjedele af landets sukkerroer nemlig dyrket.
– Der er blevet dyrket sukkerroer på Lolland-Falster siden 1800-tallet, og de ni største sukkerroekommuner ligger alle i den vest- og sydsjællandske landsdel, så jyderne kan jo sende en venlig tanke østpå, når de sætter tænderne i brunede kartofler, siger Peter Byrial Dalsgaard.
Den østdanske dominans gælder ikke kun for sukkerroerne. Jyderne må nøjes med Billund som deres eneste kommune i top tre over arealer med julens afgrøder.
FAKTA: Her er kommunerne med de største arealer af julens afgrøder
Kommune | Ribs (hektar) |
Odsherred Kommune | 24,8 |
Lejre Kommune | 18,6 |
Lolland Kommune | 17,1 |
Danmark i alt | 131,5 |
Kommune | Sukkerroer (hektar) |
Lolland Kommune | 12.512,7 |
Guldborgsund Kommune | 9.812,8 |
Næstved Kommune | 2.444,1 |
Danmark i alt | 33.296,8 |
Kommune | Rødkål (hektar) |
Odsherred Kommune | 58,51 |
Samsø Kommune | 44,01 |
Assens Kommune | 14,31 |
Danmark i alt | 182,2 |
Kommune | Spisekartofler (hektar) |
Billund Kommune | 713,2 |
Odsherred Kommune | 696,5 |
Samsø Kommune | 502,4 |
Danmark i alt | 7.194,3 |
Yderligere information
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/odsherred-kommune-er-rodkalens-konge?releaseId=13638705
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **