PRM / Vi vil have mere strøm til bilen

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Bilisterne er for alvor begyndt at tage de grønne biler til sig. I oktober måned udgjorde de grønne biler således hele 43 procent af det samlede bilsalg – 17 procent elbiler og 26 procent plug-in-hybrider. Men der er stadig lang vej, før el- eller hybridbilerne udgør hovedparten af vejtransporten.

    Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov tøver næsten halvdelen af danskerne med at anskaffe sig en elbil. Således svarer 45 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de slet ikke eller kun i mindre grad overvejer at investere i en el- eller hybridbil.

    “Det understreger bare behovet for, at man styrker indsatsen, når det gælder om at lette overgangen fra benzin og diesel til elbiler,” vurderer Troels Hartung, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Bremses af pris og opladning

    Ifølge deltagerne i undersøgelsen er der primært tre barrierer for deres lyst til at anskaffe en elbil. 50 procent mener, at bilerne er for dyre, 45 procent mener ikke, at bilernes rækkevidde er tilstrækkeligt stor, og 42 procent at det er for besværligt at få dem ladet op.

    “Rækkevidden på mange elbiler er allerede på et fornuftigt niveau, og udviklingen skal nok sørge for, at den bliver endnu bedre hos de kommende generationer af elbiler,” siger Troels Hartung og uddyber:

    “Men én ting er batterikapaciteten, noget andet er opladningsmulighederne, når man er væk hjemmefra. Her er der behov for, at man politisk går væsentligt mere struktureret til værks, så vi undgår sorte huller på opladningslandkortet. Vi bør have både en national plan og lokale strategier for, hvordan man får etableret ikke bare en offentlig ladeinfrastruktur, men også får understøttet den semi-offentlige ladeinfrastruktur i forbindelse med fx indkøb, kulturtilbud og større arbejdspladser.”

    “Hvis ikke det sker, risikerer vi, at elbilernes øjeblikkelige opsving hurtigt taber pusten. Det understreges også af, at 54 procent af deltagerne i befolkningsundersøgelsen mener, at flere offentligt tilgængelige ladestandere i nogen eller højere grad ville styrke deres lyst til at købe en elbil,” siger han.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne – tlf.: 77 41 15 38

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vi-vil-have-mere-strom-til-bilen?releaseId=13638759

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **