Pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Stigende smittetal, intensiveret smitteopsporing af Omikron-varianten og et øget pres på testkapaciteten har medført, at mange danskere har oplevet ventetid på telefonlinjerne til smitteopsporingen. Derfor lancerer Styrelsen for Patientsikkerhed to selvbetjeningsløsninger, som skal gøre det nemmere for danskerne at deltage aktivt i smitteopsporingen og give mere luft til at hjælpe dem, der har behov for rådgivning og vejledning.
“Vi står i dag et helt andet sted end for et år siden, hvor varianter og smitteopsporing var noget nyt for de fleste. I dag booker rigtig mange danskere hjemmevant testtider på nettet. For mange vil det dermed være nemmere, fordi mere nu kan klares digitalt. Samtidig vil der være mere plads til at hjælpe dem, der har brug for rådgivning og vejledning”, siger Birgitte Drewes, der er vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.
En selvbetjeningsløsning for smittede skal nu gøre det muligt digitalt at give oplysninger om deres smittebillede til smitteopsporingen i stedet for den telefoniske løsning. Og for de nære kontakter vil der blive lanceret en selvbetjeningsløsning, der giver de nære kontakter mulighed for at få henvisning til PCR-test uden at ringe til smitteopsporingen.
Styrelsen forventer, at selvbetjeningsløsningen for de nære kontakter er klar til lancering i denne uge, mens selvbetjeningsløsningen for smittede forventes at være klar til lancering inden jul.
Herudover opfordrer styrelsen smittede til selv at orientere deres nære kontakter:
“Over en tredjedel af alle smittede formoder, at de er blevet smittet i egen husstand eller i den nærmeste bekendtskabskreds, og størstedelen orienterer allerede selv deres nære kontakter. Tiden er derfor moden til, at de smittede i vid udstrækning selv kan orientere deres nære kontakter – men vi står selvfølgelig klar med rådgivning og vejledning for dem, der fortsat ønsker det”, siger Birgitte Drewes.
For at understøtte de smittede og deres nære kontakter er der udarbejdet to guides på coronasmitte.dk.
Find guiden for smittede i linket her:
Find guiden for nære kontakter her:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/covid-19-nye-selvbetjeningslosninger-skal-gore-smitteopsporingen-nemmere-for-smittede-og-naere-kontakter?releaseId=13638740
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **