Pressemeddelelse fra EjendomDanmark
De danske virksomheder risikerer, at der allerede fra næste år lander en unødvendig ekstraregning hos dem. Det skyldes, at Folketinget er i fuld gang med at behandle et lovforslag, som ændrer dækningsafgiften for virksomheder i en lang række kommuner. Det sker, selvom der endnu ikke er styr på de offentlige vurderinger, som ligger til grund for afgiften.
I praksis vil lovforslaget derfor betyde en skattestigning til erhvervslivet på cirka 800 mio. kr. ekstra hvert år. Det kommer i en tid, hvor der stadig er eftervirkninger fra tidligere nedlukninger og nye restriktioner netop er blevet annonceret:
“Politikerne sender denne regning afsted til dansk erhvervsliv på det helt forkerte tidspunkt,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark og fortsætter:
“Mange butikker og servicevirksomheder kæmper fortsat med eftervirkningerne af coronakrisen, og lige nu ser vi ind i en ny coronavinter, som måske bliver værre, end det var forventet for få uger siden. Det ikke fair, at erhvervslivet og ikke mindst de små i serviceerhvervene nu også får dette slag.”
De nye vurderinger
Ikke alene står virksomhederne til en ekstraregning – de kan heller ikke vide, om den regning, der lander hos dem, er den rette. Skatten skal nemlig betales på baggrund af de nye offentlige vurderinger, men de eksisterer endnu ikke. Derfor skal virksomhederne betale en foreløbig skat, som senere vil blive efterreguleret, når vurderingerne engang sendes ud.
Gennemsnitligt skal virksomhederne forberede sig på en efterregning på 30 procent, men den enkelte virksomhed risikerer også, at deres efterregning ender på flere hundrede procent af den allerede betalte skat – uden de altså har mulighed for selv at påvirke den eller planlægge efter det.
“Det er ganske enkelt ikke en måde at inddrive skat på i Danmark. Vi vil komme i en situation, hvor den enkelte virksomhed ikke aner, om de betaler det rigtige i skat, og efterregningen kan blive kæmpestor. Det giver en enorm usikkerhed – skabt af Skats udfordringer med at få det nye vurderingssystem til at virke. Det er ikke i orden,” siger Jannick Nytoft.
Han har derfor et konkret forslag, som politikerne kan indføre, indtil de nye vurderinger er på plads:
“Vi bør selvfølgelig fastholde den nuværende model for dækningsafgiften, indtil vi har et erhvervsejendomsvurderingssystem, som virker. På den måde mister kommunerne ikke deres provenu, og virksomhederne bliver ikke ramt af skattestigninger på et ukendt grundlag. Det er mest fair for alle,” siger Jannick Nytoft.
Kontakt:
Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk
Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/virksomheder-risikerer-uholdbar-skattestigning-pa-ukendt-grundlag?releaseId=13638731
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **