Pressemeddelelse fra Jeudan A/S
Sammen med ladeoperatøren Clever vil ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan gøre det nemmere at parkere og oplade sin elbil i København. Med næsten 500 nye ladepunkter kan københavnerne snart opleve en opgradering af ladeinfrastrukturen i København.
“Nogle af Københavns bedste beliggenheder, lyse og trygge omgivelser samt et højt serviceniveau er kernen i vores parkeringsprodukt, men med det øgede antal elbiler i byen følger også en større efterspørgsel på ladepunkter. Det skal vores parkeringshuse selvfølgelig imødekomme. Elbiler er en del af den grønne omstilling og fremtidens parkeringsbehov. Jeudan har fem parkeringshuse centralt placeret og her vil vi gerne gøre det nemt og enkelt for vores kunder at komme til med elbilen og på den måde også bidrage til at forbedre luftkvaliteten og støjniveauet i byen,” siger servicedirektør i Jeudan, Jens Lyngby Lyngstrand.
Jeudan ejer og driver nogle af Københavns parkeringshuse under navnet Jeudan Parkering i hhv. Dronningens Tværgade, Gl. Mønt, Sankt Annæ Plads, Amerika Plads og Wildersgade. Blandt dem nogle af byens nyeste og ældste parkeringshuse. De 480 ladepunkter vil i løbet af 2022 blive opsat i alle fem parkeringshuse.
Jeudan forventer desuden yderligere 325 ladepunkter opsat på parkeringspladser i gårde og udenomsarealer ved virksomhedens 200 ejendomme, som primært er beliggende i København og på Frederiksberg, inden udgangen af 2025.
“Selvom denne aftale først og fremmest har fokus på opsætningen i vores parkeringshuse, så vil vi ikke lægge skjul på, at det er målsætningen i Jeudan at opsætte yderligere 325 ladepunkter i vores gårde og udenomsarealer i København inden udgangen af 2025. Ikke alle kører på el i dag, men vi har en klar forventning om, at andelen af elbiler stiger de kommende år. I Jeudan ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling – blandt andet ved at imødekomme den øgede efterspørgsel og samtidigt gøre det nemt for vores kunder at gøre det samme,” siger Jens Lyngby Lyngstrand.
Markant udvidelse af Københavns største ladenetværk
Clever, som er Danmarks førende ladeoperatør, vil stå for opsætningen og driften af ladestanderne i Jeudans fem parkeringshuse. Clever har ved udgangen af 2021 godt 680 ladepunkter i København. Aftalen er dermed knap en fordobling af Clevers nuværende ladepunkter. Ifølge Clever vil de nye ladepunkter gøre det markant nemmere at køre elbil i København.
“Elbilisterne får nu nemmere ved at lade bilen, mens de er på arbejde eller besøger Indre By. At man kan lade i et p-hus som besøgende, er helt afgørende for at få hverdagslivet med elbil i København til at køre. Det er fantastisk, at aktører som Jeudan træder så ambitiøst og målrettet ind i kampen for bedre forhold for elbilister. De nye ladepunkter udvider ladenetværket i København markant og gør det nemmere at finde opladning,” siger direktør i Clever, Casper Kirketerp-Møller.
Ladepunkterne indgår i Clevers samlede ladenetværk, der i dag tæller flere end 2500 ladepunkter i hele landet. Du kan som kunde i Jeudans parkeringshuse benytte de nye ladepunkter og starte, stoppe og betale for opladningen direkte i Clevers app eller ved brug af din Clever-brik. Du kan både lade som en del af dit abonnement hos Clever eller betale ad hoc.
Fakta:
- Aftalen består af 480 11/22 kw AC ladepunkter
- Det er målet, at de 480 ladepunkter vil blive opsat i de 5 parkeringshuse inden udgangen af 2022
- Ladestanderne er tilgængelige for alle kunder i de 5 parkeringshuse – både for abonnenter og for korttidsparkering.
- Clever leverer ladestandere, installation, drift og betalingsløsning
- Registrering og betaling vil foregå via Clevers app eller ladebrik, som er gratis at downloade. Man kan både lade som en del af sit abonnement hos Clever eller ad hoc gennem Clevers app.
Kontakt:
Kommunikationschef Anita Overholt Nielsen tlf.: 41992628 email: aon@jeudan.dk
Presserådgiver Thomas Ebdrup email: the@radiuscph.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jeudan-og-clever-indgar-kobenhavns-storste-aftale-om-infrastruktur-til-elbiler?releaseId=13638577
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **