PRM / Arbejdsgivere og fagforbund i fælles indsats for at skaffe arbejdskraft

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Elinstallationsbranchen spiller en afgørende rolle i den grønne og digitale omstilling af Danmark. Men ingen omstilling uden den nødvendige arbejdskraft. Derfor opstiller TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund nu i fællesskab ni initiativer, der kan hjælpe med at skaffe de manglende hænder.

    “Vi kan se, at branchen udfordres af en stigende mangel på arbejdskraft. 42 procent af virksomhederne oplever således, at manglen på kvalificerede medarbejdere begrænser produktionen,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    “Det er et stort problem med tanke på, at elektrikerne er helt centrale for den grønne omstilling, som i høj grad bygger på, at der installeres de rigtige grønne og digitale løsninger både i private hjem, virksomheder og offentlige bygninger. Derfor kan manglen på faglærte hænder hæmme mulighederne for at nå klimamålene,” supplerer Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand for Dansk El-Forbund.

    Brug for en bred indsats

    Ifølge de to organisationer er de aktuelle politiske initiativer fra regeringen og den nylige trepartsaftale om manglen på arbejdskraft ikke tilstrækkelige til at løse de udfordringer, man oplever i installationsbranchen.

    “Vi bliver nødt til at trække på alle midler for at vende udviklingen, så vi ikke indenfor få år kommer til at stå med alvorlige flaskehalsproblemer,” siger Jørgen Juul Rasmussen.

    “Og det gør vi bedst med en fælles indsats, der også omfatter både arbejdsgivere og -tagere. Det er derfor, vi nu går sammen om ni konkrete initiativer,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Tid til konkret handling

    “Det er naturligvis vigtigt, at vi får kortlagt behovet, men der er også brug for konkret handling her og nu – eksempelvis når det gælder om at gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det kan fx ske ved kortere sagsbehandling i det offentlige system, bedre offentlige, digitale løsninger og generelle lettelser i de administrative byrder for virksomhederne,” uddyber Troels Blicher Danielsen.

    “Derudover er det helt centralt, at man styrker mulighederne for opkvalificering af både faglærte og ufaglærte, så de kan byde ind med de tidssvarende kompetencer, der er så hårdt brug for, samtidig med vi som branche sikrer ordentlige vilkår for dem, der ønsker at blive længere på arbejdsmarkedet,” understreger Jørgen Juul Rasmussen.

    9-punktsplan på vejen til mere arbejdskraft

    • Undersøgelse af mulighederne for større inddragelse af robotter
    • Reduktion af bureaukrati ifm. rekruttering af udlændige
    • Øget dialog regionalt mellem arbejdsmarkedets parter
    • Fortsat højt fastholdelsesniveau af seniorer i branchen
    • Øget fokus på kvalitet i uddannelserne
    • Øget fokus på lærlinge i skolepraktik
    • Større inddragelse og opkvalificering af ufaglærte
    • Forløbsanalyse af, hvor lærlinge går hen efter endt uddannelse, samt hvor dem, der ikke er i branchen, arbejder i dag
    • Analyse af fremtidens arbejdsmarked i elbranchen

    Hele 9-punktsplanen er vedhæftet.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    * Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 72 14 20 17
    * Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand Dansk El-Forbund – mobil: 20 26 41 80

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arbejdsgivere-og-fagforbund-i-faelles-indsats-for-at-skaffe-arbejdskraft?releaseId=13638648

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **