PRM / Ny vejbelysning i Gladsaxe udviklet til flagermus

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    Den nye belysning har samtidig fokus på at sikre trafiksikkerhed og fremkommelighed for bilister og cyklister på strækningen.

    Baggrunden for det særlige fokus på flagermus er, at forskning omkring flagermus og belysning peger på, at belysning påvirker adfærden for de fleste arter af flagermus

    – Vi har ønsket en belysning, der påvirker flagermusene og naturen mindst muligt, uden at gå på kompromis med trafiksikkerheden. Ingen lys eller slukket lys ville være det bedste lys for flagermusene, men da det ikke er muligt, er rødt lys det bedste, og det har vi så valgt på den del af strækningen, hvor flagermusene bor, siger vejingeniør Jonas Jørgensen fra Trafik og mobilitet i Gladsaxe Kommune.

    Et hollandsk forskningsprojekt viser, at lys, som indeholder korte bølgelængder, såsom blåt, grønt og hvidt lys, ser ud til at have en større effekt på flagermusenes aktivitet og adfærd, end lys med længere bølgelængder som fx rødt lys. Det røde lys er også det bedste lys for de fleste arter af flagermus, når de jager føde.

    Ny belysning tager også hensyn til mennesker
    Et vigtigt fokus i projektet er også, at alle de borgere, der benytter strækningen kan komme nemt og sikkert frem. Derfor sker der blandt andet forbedringer ved de trafikale knudepunkter, og hvor cyklister krydser vejen. Ved de områder bliver der anvendt varmt, hvidt lys og armaturer på højere master, så cyklisterne får en bedre synlighed end tidligere.

    – Som Verdensmålskommune ønsker vi at gå foran med at sikre de bedste forhold for både dyr, mennesker og biodiversiteten. Projektet her er netop et godt eksempel på, hvordan vi på en intelligent måde kan balancere krav om trafiksikkerhed og fremkommelighed med dyrevelfærd og biodiversitet, siger borgmester Trine Græse.

    Projektet er udviklet i samarbejde med professionelle lysdesignere, og de er begejstrede for samarbejdet:

    – Det har været spændende at samarbejde med en Verdensmålskommune som Gladsaxe, der har lysten til at udfordre det traditionelle og har en ambition om at forbedre forholdene for både mennesker og dyr. Der vil selvfølgelig være en tilvænningsperiode, både for flagermus og mennesker, men vi er overbeviste om, at tiltagene på Frederiksborgvej får en positiv effekt på flagermuskolonien i området. Overordnet håber vi, at alle tager godt imod den nye belysning, og at det røde lys ikke kun får funktionel værdi, men også symbolsk værdi. Det røde lys skal gerne gøre forbipasserende opmærksomme på, at her er et særligt naturområde, man ønsker at beskytte,siger Philip Jelvard, Lysdesigner hos Light Bureau.

    Gladsaxe er Danmarks første Verdensmålskommune og har indarbejdet FN’s Verdensmål i sin overordnede strategi, Gladsaxestrategien.

    FAKTA:

    Gladsaxe Kommunes bæredygtige modernisering af belysning:
    Gladsaxe Kommune skifter omkring 5.000 armaturer til et mere bæredygtigt valg. Projektet foregår i samarbejde med Light Bureau, Andel Lumen og det EU finansierede Lighting Metropolis – Green Mobility, som Gladsaxe Kommune og andre omegnskommuner og svenske kommuner er partnere i.

    Flagermuskolonien ved Frederiksborgvej, Gladsaxe
    Ved Frederiksborgvej er der registreret syv arter flagermus. Ingen af de syv arter er vurderet truet eller rødlistet. Men især for dværgflagermusen, som er den mest almindelige art i området, og den langhåret flagermus er der størst risiko for negativ indflydelse fra veje.

    Kilde: En vejledning, Flagermus og større veje. (En rapport udarbejdet for Vejdirektoratet. Af Julie Dahl Møller og Hans J. Baagøe)

    Flagermus i Danmark
    I Danmark findes der i alt 13 forskellige arter af flagermus, heraf er de mest almindelige sydflagermusen, dværgflagermus, skimmelflagermusen (kun i Nordsjælland) og vandflagermusen. Der kan dog være store lokale forskelle i forekomst og hyppighed.
    Kilde: www.naturstyrelsen.dk

    Kontakt:

    Borgmester Trine Græse Gladsaxe Kommune via Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk

    Vejingeniør Jonas Jørgensen fra Trafik og mobilitet i Gladsaxe Kommune, Mobil: 24 47 22 84

    Lysdesigner Philip Jelvard, Light Bureau, mobil: 27 50 30 66

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-vejbelysning-i-gladsaxe-udviklet-til-flagermus?releaseId=13638658

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **