PRM / Plastindustrien sætter fokus på dansk plastgenanvendelse

    Pressemeddelelse fra Plastindustrien

    ‘Plastgenanvendelse i praksis – eksempler fra danske plastvirksomheder’ er titlen på et nyt katalog, som brancheforeningen Plastindustrien netop har udgivet.

    Det indeholder en række konkrete fortællinger om, hvordan danske plastvirksomheder i praksis arbejder med genanvendelse af plast og brug af genanvendt plast i nye produkter som fx møbler, fødevareemballager og byggematerialer.

    Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, fortæller:

    Flere og flere virksomheder beskæftiger sig med genanvendelse af plastaffald fra både industrien og husholdningerne. Det er et tydeligt tegn på, at danske plastvirksomheder tager ansvar for at mindske ressourceforbruget og i praksis viser, at øget genanvendelse er vejen frem. Udviklingen går rigtig stærkt i øjeblikket, og det giver kataloget et unikt indblik i.

    Hun fortsætter:

    Samtidig indeholder kataloget en række bud på, hvordan man fra politisk side kan sætte mere skub i plastgenanvendelsen. Helt aktuelt opfordrer vi Folketinget til at vedtage et ambitiøst producentansvar for emballage, hvor der er fokus på at fremme mere genanvendeligt design og brug af genanvendt materiale.

    Plastaffald får nyt liv

    Et af eksemplerne fra kataloget omhandler Dansk Affaldsminimering i Langå, som oparbejder beskidt emballageplast fra danske husholdninger til en brugbar råvare.

    Virksomheden modtager bl.a. plastaffald fra kommunale affaldsselskaber, hvorefter det bliver renset, sorteret og omdannet til plastgranulat, der bliver brugt til at fremstille designerstole, krukker og knagerækker.

    Et andet eksempel er BEWI Denmark som producerer genanvendelige måltidskasser til firmaet RetNemt i materialet EPS (bedre kendt som flamingo). Når måltidskasserne har været ude hos RetNemt’s kunder, bliver de hentet tilbage, vasket og varmebehandlet, så de kan blive genbrugt så mange gange som muligt.

    Når det ikke længere er muligt at genbruge måltidskasserne, bliver de komprimeret, ekstruderet og omsmeltet til en råvare, der kan bruges i fx emballage eller isolering, hvilket giver en klimamæssig CO2-gevinst.

    Casevirksomheder i ‘Plastgenanvendelse i praksis – eksempler fra danske plastvirksomheder’:

    • Berry Superfos A/S, Randers & Stilling
    • BEWI Denmark A/S, Holbæk
    • Dansk Affaldsminimering ApS, Langå
    • Faerch A/S, Holstebro
    • Letbek A/S, Tistrup
    • Plastix A/S, Lemvig
    • RC Plast A/S, Varde
    • Trebo ApS, Søborg
    • Aage Vestergaard Larsen A/S, Mariager

    Kontakt:

    Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien: 2949 4564 / cb@plast.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/plastindustrien-saetter-fokus-pa-dansk-plastgenanvendelse?releaseId=13638652

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **