PRM / Skou Gruppen vil følge normerne i Frederiksberg Svømmehal

    Pressemeddelelse fra Skou Gruppen

    Stridens kerne er, hvordan de nye bassinkonstruktioner og VVS-installationer skal udføres. Skou Gruppen har nu bedt om Syn og Skøn for at få en uvildig vurdering af de byggetekniske krav, som kommunen har fastholdt på trods af Skou Gruppens indvendinger:

    “Allerede i efteråret 2020 advarede vi Frederiksberg Kommune imod brugen af en forkert betontype, der både ville betyde forringelse af kvaliteten og en betydelig forlængelse af tidsplanen. Men kommunen valgte at fastholde kravet om denne type beton, som er modstrid med DS 477 og bygningsreglementet,” siger Martin Skou Heidemann.

    Han tilføjer, at Frederiksberg Kommune på dette tidspunkt også afviste at få Teknologisk Institut til at vurdere, om betontypen samt dæklagstykkelser var velegnet til brug i svømmehaller. Den beton, som bygherrens rådgiver, Cowi, valgte at bruge til støbning af nye og gamle bassiner, er en XD1 beton, hvilket er i direkte strid med bygningsreglementet, gældende normer og almindelig dansk byggeskik.

    XD1 beton er ikke alene en dårligere kvalitet end den norm-anviste XD2 beton. Samtidig har XD1 beton uheldige egenskab, at den er væsentligt længere tid om at komme af med fugten, da betonen ikke er selvudtørrende.

    Valg af ringere beton giver dårligere kvalitet og længere byggeproces

    “Vi kan kun beklage, at Frederiksberg Kommune har valgt alene at lytte til sin rådgiver, som mener, at der ikke var noget teknisk belæg for at udtørre nystøbt beton i en svømmehal, og dermed kunne de afvise vores kraftige advarsler om en forlænget tidsplan,” siger Martin Skou Heidemann.

    Han forklarer videre, at Skou Gruppen efterlyste fem referencer fra Cowi, hvor valget af betontypen XD1 og pålægning af membraner samt flisemontage var sket en måned efter, betonen var støbt. Disse referencer har Skou Gruppen stadig ikke modtaget.

    “Det er vores opfattelse, at Cowi er det eneste ingeniørfirma i Danmark, der anbefaler sådanne projekterede løsninger til deres kommunale kunder. Vi advarede i efteråret 2020 kommunen om, at der ikke forelå referencer, og dermed var projektet at betragte som et forsøgsbyggeri,” siger Martin Skou Heidemann.

    Usikkerhed om bassinernes tæthed

    Skou Gruppen har også forsøgt at få Frederiksberg Kommune til at overholde den norm-anviste tæthedsprøvning af bassiner (DS 477). Men uden held. Svømmebade er yderst komplicerede byggerier, og derfor anviser normen, at der skal foretages en tæthedsprøvning af bassiner.

    “Kommunen og dennes rådgiver mener stik imod normen, at det er fyldestgørende, at bassinerne fyldes op i forbindelse med ibrugtagning af svømmehallen,” siger Martin Skou Heidemann.

    Med hensyn til membranen, så kompliceres sagen yderligere af, at der ikke foreligger et detaljeret membranprojekt, der anviser, hvordan entreprenøren skal løse de forskellige detaljer i bassinerne. Skou Gruppen har siden september måned 2020 efterlyst et membranprojekt til bassinerne. Frederiksberg Kommune og dennes rådgivere har afvist at levere et detaljeret membranprojekt og er af den opfattelse, at Skou Gruppen skal levere det detaljerede projekt.

    Skou Gruppen har ikke mulighed for at rette fejl og mangler

    Et af de få steder i byggesagen, hvor der er enighed mellem Frederiksberg Kommune, Cowi og Skou Gruppen, er manglerne ved dele af den støbte beton. Der er mangler ved den støbte beton, og Skou Gruppen og dennes underleverandør har været enige om, at det skal udbedres.

    Skou Gruppens underleverandør har retten til at udbedre sine mangler, og der er fremlagt syv forskellige udbedringsforslag siden juli 2021, som er udarbejdet i samarbejde med leverandører og eksterne ingeniører. Alle disse forslag er afvist af kommunens rådgiver.

    VVS-installationerne ønskes udført i strid med bygningsreglementet

    “Desuden ønsker Frederiksberg Kommune og Cowi fortsat, at der skal bygges direkte imod gældende lovgivning og normer, hvilket er stærkt bekymrende. Kommunen mener, at vand til brugsvand og bassiner i en svømmehal ikke er kritisk for en aflevering,” siger Martin Skou Heidemann.

    Brugsvandsinstallationerne var udbudt som en direkte 1:1-udskiftning af eksisterende installationer, uden vurdering af lovlighed, og om vandforsyning var passende til bygningens og installationens anvendelse.

    Ved Skou Gruppens granskning blev det konstateret, at hele brugsvandsprojektet ikke passede til installationens og bygningens anvendelse, som krævet af bygningsreglementet. Skou Gruppen kunne konstatere, at projektmaterialet, udover ikke at være dimensioneret, ikke overholdte gældende normer og regelsæt for vandinstallationer.

    Det medførte, at Skou Gruppen tilbage i september 2020 meddelte Cowi, at udskiftningen af brugsvandsinstallationerne ikke kunne påbegyndes, da det udbudte projekt ville være håndværksmæssigt forkert at udføre og medfører korrosive- og sundhedsmæssige risici.

    VVS-projektet blev derefter ændret radikalt og igangsat med næsten et år forsinkelse. Igangsætning af det kraftigt omprojekterede VVS-projekt skete først ca. to og en halv måned efter den oprindeligt aftalte afleveringsdato 5. maj 2021. På trods af dette har Frederiksberg Kommune ikke ønsket at give tidsfristforlængelse.

    Frederiksberg Kommune og Cowi forlanger, at de tilbageblevne oprindelige brugsvandsinstallationer i galvaniserede rør bliver tilkoblet nye brugsvandsinstallationer i rødgods. Dette har Skou Gruppen og dennes underleverandør nægtet at udføre, da det er stik imod gældende normer og anvisninger. Der er dags dato ikke taget stilling til, hvorledes vandtilførsel til bassiner skal udføres, selvom installationerne skal forsyne svømmevandsanlæggene med godt 220.000 liter vand om ugen.

    “Vi er meget frustrerede over hele dette forløb. Eksempelvis har vi forgæves forsøgt at forklare kommunen, at en svømmehal ikke kan afleveres uden vand i installationer og bassiner,” siger Martin Skou Heidemann og tilføjer, at Skou Gruppen nu har valgt af få alle ovenstående emner bedømt af Voldgiftsnævnet efter et uvildigt Syn og Skøn.

    “Desuden er vi også overraskede over, at Frederiksberg Kommune nu ønsker at forhandle gennem pressen. På byggepladsen var vi i gang med en konstruktiv proces, hvor man har fået udpeget et panel af uvildige fagpersoner fra Voldgiftsnævnet, som hjælper os med at finde løsninger på udfordringerne. Den proces har indtil nu været en succes, og der er fundet flere gode løsninger. Men nu kortslutter Frederiksberg kommunes forvaltning det arbejde,” siger Martin Skou Heidemann og tilføjer:

    “Det kan godt undre mig, for på den måde bliver det dyrere og tager meget længere tid, inden svømmehallen kommer i brug. Men under alle omstændigheder ser vi hos Skou Gruppen frem til den uvildige gennemgang af projektet og forventer at få medhold i Voldgiftsnævnet,” siger Martin Skou Heidemann.

    Kontakt:

    Adm. direktør, partner

    Martin Skou Heidemann

    +45 28 35 80 15
    ms@skougruppen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skou-gruppen-vil-folge-normerne-i-frederiksberg-svommehal?releaseId=13638596

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **