Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik
Det er mange år siden, der er forhandlet så lidt tobak i de danske forretninger som nu. Over de sidste ti år er salget faldet med 27.104 mio. stk., svarende til 28,9 pct., sammenlignet med årtiet 2001-2010. Salget er dermed nede på et niveau, der ikke har været lavere siden 1940’erne.
Siden 1990, hvor kurven knækkede, er det samlede salg af tobaksprodukter faldet med 52,5 pct. i 2020.
Samlet salg af tobak på årtier (mio. stk.)
Kilde: Beregninger på baggrund af tabel
. Se faktaboksen for omregning af røgtobak til stk.Fakta:
- Det samlede salg af tobak dækker salg af cigaretter, røgtobak, cigarer og cigarillos. Statistikken er beregnet på data om SKAT’s indtægter på det afgiftsbelagte salg af tobak i Danmark.
- Det samlede salg af tobak er opgjort på baggrund af en konvertering af tons røgtobak til millioner stk. cigaretter. Det er opgjort baseret på tal fra Sundhed.dk, hvor den gennemsnitlige mængde tobak i en cigaret er 0,8 gram.
- Røgtobak er både omfattet af grovskåret tobak, som typisk bruges til piber, og finskåren tobak, som typisk bruges til hjemmerullede cigaretter.
- Oplysninger om procentdelen af rygere i Danmark kommer fra rapporterne Danskernes rygevaner Delrapport 1: Nikotinafhængighed fra 2019 og 2020 af Sundhedsstyrelsen. Rapporterne er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, på vegne af Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i befolkningen mellem 15 og 79 år. Fra populationen tilsigtet i undersøgelsen er den beregnede andel af danskere, der ryger, henholdsvis 920.103 og 829.218 i 2019 og 2020.
- E-cigaretter, nikotinposer og andre nikotinholdige produkter er ikke medtaget i denne opgørelse.
Fokuserer man udelukkende på salget af cigaretter sidste år, faldt det med 17,9 pct., svarende til 995 mio. stk., sammenlignet med 2019. Det betyder, at hver ryger i gennemsnit har reduceret sit køb af cigaretter med en cigaret om dagen fra 18 til 17, når man i beregningen af antallet af rygere tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsen rapport om danskernes rygevaner. Ifølge den røg henholdsvis 20 pct. og 18 pct. af danskerne i
og .“Den 1. april 2020 steg afgiften på tobak, og så faldt salget af cigaretter. Det var det største fald siden 2014, hvor salget faldt med over 18 pct., efter afgifterne blev sat op. Ved årsskiftet kan rygerne igen se frem til højere afgifter. Hver gang, afgifterne er blevet sat op de seneste år, er salget af cigaretter altså faldet markant,” siger André Pedersen Ystehede, specialkonsulent i Danmarks Statistik og uddyber:
“Her kan flere faktorer have spillet ind. For eksempel er cigaretter billigere i Tyskland og Sverige, så grænsehandel kan maskere de reelle tal. Men grænsehandlen faldt betydeligt sidste år, viser den skatteøkonomiske redegørelse for 2020, hovedsageligt pga. grænselukning og færre udenlandsrejser i forbindelse med COVID-19. Derudover er der en sandsynlighed for, at en hamstringseffekt har påvirket salget af cigaretter det efterfølgende år. Det vil sige, at folk har købt flere pakker, end de ellers ville, inden en afgiftsændring trådte i kraft.”
Med undtagelse af 2018 steg salget af cigaretter nemlig alle årene før og efter de omtalte afgiftsændringer trådte i kraft – altså i 2013, 2015, 2016, 2017 og 2019.
“I 2018 faldt salget også betydeligt, hvilket kan skyldes, at nogle af de største dagligvarebutikker i Danmark valgte at tildække deres tobaksvarer,” forklarer André Pedersen Ystehede.
Salg af cigaretter (mio. stk.)
Kilde:
Ovenstående figur viser udviklingen af cigaretsalget siden 1970, hvor nedslagspunkterne markerer de markante fald i salget af cigaretter i 2014 og 2020, hvor afgifterne steg, samt i 2018 hvor tobaksprodukterne altså blev tildækket i nogle større dagligvarebutikker.
Figuren viser også, at salget af cigaretter generelt er faldet bemærkelsesværdigt de seneste årtier, dog med et udsving i starten af 2000’erne. D. 1. oktober 2003 blev afgiften på tobak sænket.
“Vi så en stor stigning i salget af cigaretter i starten af 2000’erne, og det holdt sig herefter på et højt niveau frem til 2010’erne, hvor det begyndte at falde markant sammenlignet med tidligere år,” siger André Pedersen Ystehede.
Stigning i salget af øvrige tobaksvarer
Mens antallet af solgte cigaretter er faldet, er der blevet langet flere cigarer, cigarillos og mere røgtobak over disken i 2020.Salget af røgtobak alene steg med 25,8 pct. i 2020 ift. 2019. Det var en stigning på 106 tons. Dette er den største procentvise stigning i salget af røgtobak siden 1974. Det skal dog ses i lyset af, at salget generelt ligger på et historisk lavt niveau.
Salg af røgtobak (tons)
Kilde:
Også salget af cigarer og cigarillos er steget, men da denne type tobak udgør mindre end 1 pct. af det samlede tobakssalg, har øgningen på 3 mio. stk. i 2020 dermed haft en forholdsvis lille effekt i det store billede.
I 2020 stod cigaretter for 87 pct. af det totale tobakssalg, hvorfor der derfor samlet set er sket et stort fald i salget af tobaksprodukter. Trækker man stigningen i salget af øvrige tobaksvarer fra faldet i salget af cigaretter, er salget af tobaksvarer samlet set faldet 14 pct. fra 2019 til 2020 på trods af stigningen i salget af røgtobak, cigarer og cigarillos.
“Cigaretter har domineret tobakssalget i mange år og har udgjort mindst halvdelen af den solgte tobak i Danmark siden 1957,” siger André Pedersen Ystehede.
Fordelingen af tobaksprodukter i det totale tobakssalg
Kilde:
. Se faktaboksen for omregning af røgtobak til stk.Kontakt:
Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte André Pedersen Ystehede på 29 33 60 77 eller apy@dst.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rekordlavt-salg-af-tobak-det-seneste-arti-siden-1940erne?releaseId=13638583
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **