PRM / B.T.-journalist får Årets Victor for sms-skandale

    Pressemeddelelse fra Ekstra Bladet

    Det bliver nemlig journalist Jacob Friberg, der i år modtager den traditionelle Victorpris opkaldt efter Ekstra Bladets navnkundige chefredaktør Victor Andreasen. Friberg, der er journalist og chef for gravergruppen på B.T., modtager prisen for sit utrættelige arbejde med at afdække sms-skandalen i Statsministeriet og mink-sagen.

    Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup, udtaler: ‘Det ligger mig normalt fjernt at rose B.T., men æres den, der æres bør, og i dette tilfælde var vi ikke i tvivl om, at det rigtige var at hædre konkurrenten. Jacob Friberg har med sit arbejde og aktindsigter afsløret, at statsminister Mette Frederiksens stabschef, Martin Justesen, har slettet sms’er i mink-sagen – hvilket førte til afsløringen af, at også Mette Frederiksen selv, hendes departementschef, Barbara Bertelsen, og flere andre centrale aktører har slettet sms’er i minksagen. Friberg har desuden med stor stamina i ti måneder taget kampen for åbenhed via Ombudsmanden, som til sidst førte til afsløringen.

    Ekstra Bladet uddeler hvert år Årets Victor. Prisen blev stiftet i 1980 i tidligere chefredaktør Victor Andreasens navn og uddelt første gang på hans 60-års fødselsdag – 18. februar. Det var to daværende medarbejdere, layoutchef Per Skovmose og politisk medarbejder Jacob Ludvigsen, der fik idéen til prisen, og deres chefredaktør Sven Ove Gade førte den ud i livet.

    Siden er prisen givet til journalister, forfattere, fotografer og tegnere både inden for Ekstra Bladet og udenfor. Alle prismodtagere har dog det fælles træk, at de virker i Victor Andreasens og Ekstra Bladets frække og anarkistiske ånd.

    Prisen består af en symbolsk brosten, en check på et pænt pengebeløb og en weekend for to i Victor Andreasens fødeby, Silkeborg.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bt-journalist-far-arets-victor-for-sms-skandale?releaseId=13638352

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **