PRM / Lange udsigter til normale forsyninger af el- og vvs-varer

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Manglen på varmepumper og adskillige andre produkter har bidt sig fast. Og sådan vil det sandsynligvis komme til at være et godt stykke ud i fremtiden. Det viser ny medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen Veltek, der tæller producenter og leverandører som eksempelvis ABB, Danfoss og Lemvigh-Müller.

    Et billede, de genkender hos brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvor man løbende har fulgt udviklingen. Og der er ikke den store udsigt til væsentlige forbedringer i den nærmeste fremtid.

    “I begyndelsen har man kunnet trække på lagrene, men det kan man ikke mere, så udviklingen kommer med stor forsinkelse,” siger Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.

    Voldsom udvikling

    Hun peger på, at alle brancher er ramt på produktionen på grund af manglen på materialer.

    Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 4. kvartal i år gælder det i særlig grad metalindustrien, hvor 52 procent af virksomhederne er påvirket. Men også eksempelvis hver tredje vvs-virksomhed er ramt.

    Derfor afhænger meget af de kommende måneder og af, hvorvidt det lykkes at få mere styr på forsyningskæderne. Her spiller de stigende fragtpriser også en rolle, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en normalisering af markedet om et års tid, forklarer cheføkonomen.

    “For virksomhederne betyder det derfor, at man kan blive nødt til at rykke planlagte opgaver. Man skal som virksomhed prøve at tænke over, hvor man er sårbar, og forsøge at tage forbehold for det i sine kontrakter. Og endelig skal man huske at forklare kunden om de udfordringer, man står i,” siger Maria Schougaard Berntsen.

    Udprægede leveringsproblemer

    • Ifølge undersøgelsen fra Veltek forventer knap en fjerdedel af virksomhederne, at der går mere end 12 måneder, før forsyningssituationen bliver mere normal.
    • Knap halvdelen forventer, at der går mellem 7 og 12 måneder, mens kun fem procent mener, at krisen er ovre i løbet af de næste tre måneder.

    Kilde: Medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen Veltek

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom, TEKNIQ Arbejdsgiverne – telefon 51 30 95 37

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lange-udsigter-til-normale-forsyninger-af-el–og-vvs-varer?releaseId=13638293

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **