PRM / DIF lancerer historisk klimarapport der skal gøre danske idrætsforeninger mere grønne

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Energioptimering af foreningsfaciliteter, mere samkørsel til kampe og stævner, øget fokus på mad med lavt klimaaftryk og indkøb af bæredygtige materialer.

    Sådan lyder et udsnit af de anbefalinger, som Danmarks Idrætsforbund er klar med på baggrund af en spritny og historisk kortlægning af dansk foreningsidræts klimaaftryk.

    DIF har taget initiativ til undersøgelsen, som er foretaget af virksomheden Naboskab, og resultaterne er samlet i rapporten ‘Idrættens Klimaaftryk’, der giver et hidtil uset indblik i, hvor meget og hvordan danske idrætsforeninger påvirker klimaet.

    Aldrig før er klimaaftryk forsøgt afdækket i foreningsidrætten eller foreningslivet som helhed.

    “I vores politiske program for 2021-2024 er klima og miljø rykket helt frem på dagsordenen. Vi vil tage mere ansvar i kampen for klimaet, hvilket denne første undersøgelse er et udtryk for. Resultaterne gør, at vi nu kan arbejde konkret og målrettet for en grønnere dansk idræt, så på den måde er rapporten en milepæl,” siger Hans Natorp, formand i DIF.

    Gladsaxe Svøm, Køge Bugt Gymnastikforening, Roskilde Sejlklub og fynske Nørre Aaby Idrætsklub udgør undersøgelsens fire cases, der på hver sin måde repræsenterer landets godt 11000 idrætsforeninger, hvor godt halvdelen har til huse i kommunale faciliteter.

    Og netop faciliteter er et springende punkt i klimaregnskabet, da det udgør den klart største procentdel af klimaaftrykket i de undersøgte foreninger.

    “Idrætsfaciliteter er den største faktor, men det er også den sværeste at rykke for den enkelte forening. På den måde er foreningerne dybt afhængige af kommunerne, som har et stort ansvar for at energioptimere mest muligt, men foreningerne kan også selv bidrage ved at understøtte bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter,” siger DIF-konsulent Lasse Lyck, som har faciliteret undersøgelsen.

    Kommunernes Landsforening erklærer sig nu klar til at sætte yderligere fokus på arbejdet med at skabe bæredygtige idrætsfaciliteter.

    “I KL og kommunerne arbejder vi intensivt med senest i 2050 at opnå nul-udledning af CO2 i de enkelte kommuners geografiske område. I DK2020 klimaplanerne arbejdes der blandt andet med øget energiledelse, bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter, sammentænkning af faciliteter og udvikling af mere miljøvenligt byggeri. Det er alle vigtige elementer i kommunernes egne indsatser. På den baggrund er det oplagt, at vi styrker engagementet og samarbejdet med lokale foreninger og frivillige i opgaven med at skabe mere bæredygtige idrætsfaciliteter” siger Laila Kildesgaard, direktør i KL.

    DIF vil nu udarbejde et digitalt univers med inspiration til bæredygtig adfærdsregulering målrettet foreninger og forbund. Derudover vil DIF arbejde politisk for bedre vilkår, hvad angår energirenoveringspuljer, opsætning af solceller, kollektiv trafik, affaldshåndtering mm.

    FAKTA

    DIFs fem gode råd:

    De fysiske rammer

    Undersøg muligheder for energirenovering og søg kommunale energirenoveringspuljer. Foreninger, der benytter kommunale lokaler, kan blandt andet bidrage til den grønne omstilling ved at afmelde uudnyttede tider og gøre kommuner opmærksomme på potentialer for energirenovering.

    Transport

    Understøt samkørsel og undersøg hvor kollektiv trafik er en relevant mulighed til og fra kampe og stævner.

    Mad

    Overvej at tilbyde mere mad med lavt klimaftryk i hverdagen og til stævner. Bekæmp madspild ved for eksempel kun at købe nødvendige madvarer og tilbyde medlemmer at tage overskydende mad med hjem.

    Tøj

    Spørg til mulighederne for at købe tøj af genbrugspolyester og overvej mulighederne for at genbruge spillerdragter.

    Sæt bæredygtighed på dagsordenen

    Drøft i bestyrelsen, hvordan I kan bidrage til den grønne omstilling lokalt. Inviter en interesseret forælder, træner eller et medlem til at foreslå muligheder og skab rammer for, at personen kan sætte aktiviteter i gang.

    Hele rapporten er vedhæftet.

    Kontakt:

    For yderligere kommentarer kontakt:

    Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 31 44 40 15
    Lasse Lyck, konsulent i DIF, tlf. 24 90 41 26 (kontaktperson til klubberne)
    Johan Lyngholm-Bjerge, kommunikationskonsulent i DIF, tlf. 40 55 55 59

    Billedkreditering 1 (bold/verdensmål): Louise Dyring MBae / DIF
    Billedkreditering 2 (udendørsidræt): Louise Dyring MBae / DIF
    Billedkreditering 3 (DIF-formand Hans Natorp): Louise Dyring MBae / DIF

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dif-lancerer-historisk-klimarapport-der-skal-gore-danske-idraetsforeninger-mere-gronne?releaseId=13637982

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **