PRM / Stor opbakning sender flere på sporet af Danmark

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    SPOR har til formål at forbedre befolkningens muligheder for at opleve den danske natur på egen hånd. Sporene bliver lavet gennem frivillige aftaler med lodsejerne, der etablerer vandrestier på egen jord. Sporene går igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper, hvor private lodsejere er villige til at stille deres jord til rådighed. I dag findes der mere end 1300 km vandrestier fordelt over 200 steder i hele Danmark.

    Danskerne får nu snart mulighed for at få endnu flere oplevelser i naturen, når endnu flere spor skal etableres rundt omkring i Danmark. Det sker i Landbrug & Fødevarers store naturprojekt ‘På Sporet af Danmark’, som er blevet til med støtte fra Nordea-fonden og Landrugslotteriet.

    Hos Landbrug & Fødevarer, der står for at udvikle og drive projektet, er man glad for at kunne give flere mennesker adgang til naturen gennem den store natursatsning:

    “‘På sporet af Danmark’ er en af vores store natursatsninger, og vi har de senere år for alvor mærket, hvordan folk har søgt naturoplevelser. Vi mærker stor velvilje blandt de danske lodsejere til at åbne deres arealer og skønne natur for befolkningen, hvilket er et godt udgangspunkt for at bygge bro mellem mennesker og naturen, land og by,” siger Lisbeth Olsgaard, brandingchef i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

    “Vi sætter stor pris på at lokale ildsjæle, frivillige og landmænd, har lyst til at skabe stierne eller stille deres jord til rådighed.”

    Flere skal opleve Danmarks natur

    Hos Nordea-fonden, som er den største bidragsyder til projektet med 4.7 mio. kr., vil man gerne have endnu flere danskere til at opdage naturen. SPOR kommer med projektet ‘På sporet af Danmark’ med konkrete løsninger, der skal bidrage til at få flere ud i naturen.

    “Befolkningens rekreative brug af naturen har været i markant vækst de senere år. Vi vil gerne understøtte og udbrede dette momentum til endnu flere for at sætte fokus på vores store natur og glæden ved at komme ud i det fri. Der er støtten til SPOR helt oplagt med involvering af lokale og frivillige,” fortæller Christine Paludan-Müller, Uddelingschef i Nordea-fonden.

    Også hos Landbrugslotteriet, som støtter med 2 millioner kr., er der stor glæde:

    “Vi er glade for, at vi med overskudsmidler fra Landbrugslotteriet kan støtte et projekt som SPOR, da det giver alle fra både land og by mulighed for at få unikke naturoplevelser på nært hold. Vi håber på, at vi med støtten kan bidrage til, at endnu flere vil engagere sig og opleve spor rundt omkring i hele landet,” udtaler direktør Gitte Tvilling.

    De kommende år bliver op mod 50 nye stier etableret, et lokalt formidlings- og servicekoncept bliver afprøvet flere steder langs Hærvejen, og der arbejdes på en større lokal forankring.

    Kontakt:

    Landbrug & Fødevarer pressetelefon tlf.: 33394520 email: lf-pressevagt@lf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-opbakning-sender-flere-pa-sporet-af-danmark?releaseId=13637820

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **