PRM / 19 projekter skal styrke den grønne udvikling i fødevaresektoren

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    Et filtersystem til at opsamle fosfor i lavbundsjorde. En automatisk video-identifikation af halte køer i kvægbesætninger. Bæredygtig engangsservice af restmateriale til take-away. Det er nogle af de projekter, som har fået del i støtten til grøn innovation på i alt 104 mio. kr.

    “Vi har udvalgt 19 nytænkende projekter, som kan være med til at bane nye veje for fødevareerhvervet og løse nogle af samfundets miljø- og klimaudfordringer. Samtidig er vi med til at søsætte projekter, som kan støtte op om ambitionerne i de nye politiske aftaler inden for landbrug, hav, fiskeri og akvakultur,” fremhæver bestyrelsesformanden for GUDP Mikael Thinghuus.

    Baner vejen for nye måder at mindske madspild

    GUDP støtter projekter, der har effekt på både grønne og økonomiske parametre, og hvor de nye løsninger umiddelbart kan implementeres i erhvervet på kort sigt. Mange af de nye projekter tager fat i aktuelle problemstillinger og vil for eksempel mindske udslip af metan fra gyllelagre og udvikle filtersystemer til at opsamle fosfor i lavbundsjorde.

    GUDP giver også økonomisk tilskud til flere projekter, der vil mindske madspild. Et projekt vil udvikle en app, der kan forudsige produktionsspild, så det er muligt at korrigere for potentiel madspild i produktionen. Et andet projekt ser på, hvordan madaffald kan bruges i en cirkulær fødevareproduktion.

    Se en liste over GUDP-støttede projekter i andet halvår 2021 her.

    Fakta om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram

    Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) støtter innovative projekter, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri. GUDP er ledet af en ministerudpeget bestyrelse, og medlemmerne er erhvervsfolk fra hele fødevaresektoren. Programmet hører under Landbrugsstyrelsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Se GUDP’s hjemmeside.

    Yderligere oplysninger:

    Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/19-projekter-skal-styrke-den-gronne-udvikling-i-fodevaresektoren?releaseId=13637528

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **