Pressemeddelelse fra Velliv Foreningen
Øvelser i at fortælle historier og improvisere. Oplæg om fiskeriets udvikling på Bornholm. Taleteknik og stemmetræning. Det er bare nogle af de aktiviteter, de cirka 40 nuværende og sæsonansatte hos Bornholms Middelaldercenter kan tilmelde sig hen over otte mødegange i det nye vinternetværk. Direktør Jane Lindedam fortæller:
– Formålet med vinternetværket er at gøre vores sæsonansatte robuste til sæsonstart. Vi styrker fællesskabet og fylder ny viden og nye kompetencer på. Det er både til gavn for Middelaldercentret, og kan øge chancen for at finde arbejde i vinterperioden.
Fællesskab forebygger stress
Jane Lindedam fortæller, at de ansatte til dagligt ikke ser hinanden ret meget, fordi de ofte står alene med rundvisninger forskellige steder på øen. Netværket byder derfor også på sociale aktiviteter som en inspirationstur på Hammershus, efterfulgt af æbleskiver hos direktøren.
– Nu bruger vi vinterperioden til at tage os tid til at snakke sammen og skabe et fælleskab. At vi kender hinanden godt, gør det lettere at række ud, hvis vi føler os pressede på arbejdet. Jo gladere, sundere og mere robuste medarbejdere, vi har, jo bedre en virksomhed kan vi drive, siger Jane Lindedam.
En del af vinternetværket er også at opbygge et kompetencekatalog, som kortlægger den enkelte deltagers viden og færdigheder. Samtidig er en nyuddannet stress- og trivselsvejleder med i netværket. Hun vil komme med input om fysisk og mental sundhed på netværksmøderne, og deltagerne kan booke hende til gratis én til én-samtaler.
Inspiration for andre
Vinternetværket er et projekt, der er støttet af Velliv Foreningen, som arbejder for at styrke den mentale sundhed på danske arbejdspladser. Programchef Lars Bo Pedersen fra Velliv Foreningen siger:
– Det her er en fantastisk idé for de arbejdspladser, som har mange sæsonansatte, og som ønsker at fastholde og udvikle deres medarbejdere. Vi ved, hvor vigtigt det er for den mentale sundhed at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg tror, at mange andre arbejdspladser kan blive inspirerede af Bornholms Middelaldercenter.
Kontakt:
Christina Gro Storm-Andersen tlf.: 22600718 email: cga@vellivforeningen.dk
Jane Lindedam, direktør for Bornholms Middelaldercenter, tlf. 23286740, mail: jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk
Lars Bo Pedersen, Programchef, Velliv Foreningen, tlf. 22600714, mail: lbp@vellivforeningen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vinternetvaerk-ruster-bornholms-middelaldercenter-til-naeste-saeson?releaseId=13637213
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








