PRM / GYLDEN PRIS TIL SOCIAL ILDSJÆL

    Pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening

    Der bliver ofte talt om mennesker med sociale udfordringer, men de får sjældent lov til selv at bidrage med deres perspektiv og bud på løsninger. Det har socialrådgiver og misbrugsbehandler Mia Heick arbejdet for at ændre på gennem de seneste fyrre år, og derfor modtager hun nu Dansk Socialrådgiverforenings pris, Den Gyldne Socialrådgiver.

    Mia Heick er formand for Dansk Socialrådgiverforenings faggruppe Stof og har kæmpet for at skabe plads og rum til nogle af samfundets allermest udsatte mennesker – særligt gravide og forældre med rusmiddelproblemer. Hun har insisteret på at møde dem anerkendende og fordomsfrit, og hendes fagligt velfunderede argumenter har været med til blandt andet at fremme frivillighed og gensidig tillid i behandlingen af gravide.

    I sit arbejde har Mia Heick med lige dele social indignation og stærk faglighed udfordret vedtagne sandheder og systemer, når de stod i vejen for at gøre det rigtige for det enkelte menneske. Samtidig har hun i mange år været fagligt aktiv og ydet et stort bidrag til at forbedre misbrugsbehandlingen gennem undervisning, oplæg samt deltagelse i arbejdsgrupper og den offentlige debat.

    I dag fortsætter Mia Heick sit arbejde for socialt udsatte mennesker som selvstændig konsulent. Hun modtager prisen på fagfestivalen Socialrådgiverdage 2021.

    Kontakt:

    Journalist Bjarke Hartmeyer Christiansen: 26 27 99 14

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gylden-pris-til-social-ildsjael?releaseId=13636706

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **