Pressemeddelelse fra Nrep A/S
NREP føjer en ejendomsportefølje på knap 46.000 kvm, bestående af 23 ejendomme fordelt på 567 boliger til NREP Income+ (NIP), en open-ended investeringsfond. Sælger er Togt A/S, og parterne er enige om ikke at offentliggøre den eksakte pris på transaktionen, der ligger i milliardklassen. NIP har i løbet af det seneste år opkøbt en stribe ejendomme på tværs af Norden.
“Vores fokus er primært på hovedstæderne og de lidt større byer, men denne gang opstod der en attraktiv mulighed i Odense. Flere kender os som en projektudvikler, men vi har også stor appetit på eksisterende og færdigudviklede ejendomme, særligt i regi af NIP, og det er denne investering udtryk for,” siger Anne Sofie Vett Raaschou, investeringschef, NREP.
De 23 ejendomme er et mix af nye og ældre bygninger, som primært ligger fordelt i det centrale Odense – de fleste i godt en kilometers radius af Odense Banegård. Den gennemsnitlige boligstørrelse er på 71 kvm og den månedlige husleje på 7.000 kr. Der er således tale om betalbare boliger, som appellerer til at bredt udsnit af kunder. Mindre dele af porteføljen er placeret i København og Svendborg. Det forventes at Odenses langsigtede udvikling inden for erhverv og demografi vil understøtte en stigende efterspørgsel på boliger af denne type.
Et løft til 75 mio. kr.
Der er samlet afsat i niveauet 75 mio. kr. til en større opgradering af de 23 ejendomme. Netop investeringer i færdigudviklede ejendommene og efterfølgende opgradering er et kendetegn for NIP:
“Med denne investering har vi fået en række små boliger, som til gengæld har en overkommelig husleje og en god beliggenhed i Odense bl.a. tæt på den nye letbane. Vi kommer til at gøre ejendommene grønnere, mere kundevenlige, og så skal de energiforbedres markant – præcis som vi har gjort det på tidligere investeringer i NIP-regi. Med vores mål om at opnå en CO2-neutral portefølje i 2028 er det et vigtigt skridt på vejen at nedbringe CO2-udledningen markant på eksisterende ejendomme,” siger Anne Sofie Vett Raaschou, investeringschef, NREP.
Forbedringerne omfatter bl.a. forskønnelse af udendørsarealer samt etablering af solcelleanlæg.
Appetit på mere
Siden NIP blev lanceret sidste år har større investeringer omfattet et af Nordens mest avancerede distributionscentre, en 27 meter høj, fuldt automatiseret logistikejendom ved Oslo, The Residence CPH i København med 179 lejligheder og et friplejehjem i Odense. Der har været investeringsaktivitet på tværs af Norden, og der er købt flere logistikejendomme til porteføljen.
“Helt generelt må man sige, at det er gået over al forventning, siden vi lancerede NIP. Vi har gjort nogle gode handler, og vi har masser af plads til at vokse. Det gælder ikke kun inden for beboelse men også logistik- og kontorsegmentet, og vores fokus er især på færdigudviklede ejendomme i de store byer,” siger Olli Fischer, investeringsdirektør, NREP.
Kontakt:
Pressekontakt Anders Rosendahl tlf.: +45 40483766 email: anro@nrep.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nrep-kober-ejendomme-i-odense-oger-appetitten-pa-faerdigudviklede-ejendomme?releaseId=13636236
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








